AVV - Genbrugsbyggemarked

Der er et stort potentiale for direkte genbrug af byggematerialer - men det kræver ændret adfærd hos både udsmider og indkøber. Det er der fokus på til temadagen. Foto: Brancheforeningen Cirkulær.

Temadag: Adfærdsændringer på tværs af borgere, kommuner og producenter

Temadag
-

Mød aktører fra både det offentlige og private til dialog-temadag om, hvordan adfærdsændringer alle steder i værdikæden kan styrke den cirkulære økonomi. På temadagen er der særligt fokus på tekstiler og byggematerialer.

Hvordan får vi bragt genbrugelige og genanvendelige materialer i cirkulation mellem borgere og producenter – og hvordan kan kommunerne understøtte dette stofskifte? Hvilke adfærdsændringer skal der ske i de forskellige led i kredsløbet? Det er det overordnede spørgsmål, denne temadag om affald og adfærd kredser om.

Der er særligt fokus på tekstil og byggematerialer, og på dagen får deltagere fra både det private og offentlige mulighed for at udveksle perspektiver og indgå i en kvalificeret drøftelse af samarbejdsmuligheder og -udfordringer – og ligeledes hvor borgerne er i denne omstilling til mere cirkulær produktion og forbrug.

Der vil være oplæg fra både kommuner og producenter samt uddannelsesinstitutionerne, der uddanner producenterne. Gennem facilitering af dialog mellem oplægsholderne vil alle blive klogere på det cirkulære kredsløbs missing links, kæppe i hjulet samt hvor og hvordan, det kører på skinner.  

Sted

Temadagen afholdes onsdag d. 30. marts 2022 kl. 10-16, på toppen af Blixens i Brabrand, Aarhus.

Pris

Pris for medlemmer: 2.450 kr. ekskl. moms.
Pris for ikke-medlemmer: 3.450 kr. ekskl. moms.

Tilmeldingsfrist er den 28/3 kl. 10. 

Tilmeldinger efter den 7/3 er bindende.

Program

 

Se program for temadagen

9:45-10:15: Rullende ankomst og morgenmad

10:15 – 10:25: Velkomst til dagen - Lina Katan, Brancheforeningen Cirkulær.

10:25 – 11:55:
BLOK 1: Recirkulation af byggematerialer og adfærdsrettende kulturforståelser af byggeprojekter

Niels Jakubiak Andersen - stifter af Næste: Næste bygger af genbrugstræ, bl.a. affaldsskure. Niels fortæller om virksomhedens arbejdsgang, og hvad der skal til for at virksomheden og andre som denne vil kunne aftage mere træ fra genbrugspladser. Flere af de steder, hvor Næste har opført affaldsskure, har de senere modtaget tilbagemeldinger om, at beboerne er begyndt at sortere mere. Niels inddrager disse erfaringer i sit oplæg.

Johanne Toft Hansen og Laura Klakk - fra LogLadies: Logladies er et byggekooperativ, der arbejder for mere bæredygtighed - og ligestilling - i tømrerfaget. Laura og Johanne fortæller om, hvordan der arbejdes med bæredygtighed og bl.a. genbrugsmaterialer i uddannelsen. De fortæller om mødet som lærling eller ny svend med en sektor, som endnu ikke i synderlig grad er omstillet til cirkulær økonomi, og hvilke alternativer de selv har søgt, for at gøre deres virke mere bæredygtigt.

Rasmus Falkenberg - CEO og ejer af Upcycling Forum:  Upcycling Forum er en digital platform, der bl.a formidler brugte byggematerialer. Rasmus vil fortælle om, hvordan genbrugspladser udgør fremtidens byggemarked, og hvordan han mener, at kommuner og selskaber helt konkret kan accelerere udviklingen i den retning. Herudover introducerer han Upcycling Forum og hvilken rolle, platformen kan spille i den sammenhæng.

Anne Dorthe Christensen - konstruktør ved Horsens kommune. I Horsens har man et forsøgsprojekt, hvor indleverede byggematerialer sælges på loppemarkeder. Elena fortæller på allermest konkrete vis, hvordan modtagelsen fungerer, hvordan materialer modtages og klargøres, hvordan de synliggøres, hvem der køber dem og med hvilket formål - samt hvorfor de køber brugt fremfor nyt, og hvad genbrugstendensen fortæller om en (kulturel) udvikling i, hvordan byggeprojekter tænkes. F.eks. hvordan et færdigt byggeprojekt skal se ud, og hvad der i det hele taget betyder noget for, hvor man orienterer sig hen.

12:00-12:40: Frokost

BLOK 2: 12:40 – 14:10: 
Recirkulation af tekstiler og adfærdsrettende kulturforståelser af tøj og tekstiler

Ulla Ræbild - tilrettelægger af ’Design for planet’, Kolding Designskole: Ulla fortæller om Designskolens forløb med særligt fokus på at klæde kommende designere og rådgivere på til cirkulær økonomi, hvor de kan bidrage til at udvikle bæredygtige strategier og forandre virksomheder i hele værdikæden. Ulla kommer særligt ind på designernes rolle i og konkrete erfaringer med omstillingen til mere cirkulære tekstilprodukter.

Nynne Nørup - post.doc ved Arkitektskolens institut for Bygningskunst og Design: Nynne vil fortælle om  udfordringerne og potentialerne med tekstilindsamling og recirkulation, og ikke mindst mulighederne for at gentænke affaldssektorens rolle. Hun belyser følgende spørgsmål: Hvad skal der ske med det, der samles ind? Hvorfor står vi overhovedet i det problem - og hvor meget kan vi gøre i dag? I denne sammenhæng berører hun også kulturelle forståelser, som er medforklarende ift. borgernes måder af forbruge og forholde sig til tekstiler.

Camilla Jonassen - antropolog og affaldsplanlægger i Solrød Kommune: Solrød Kommune udrullede henteordningen til tekstiler i juni måned. Udover at præsentere den overordnede indretning af ordningen, fortæller Camilla om erfaringer med forskellige poser til indsamling, hvordan man søger at balancere et højt serviceniveau med en alligevel ikke al for attraktiv ordning - begge dele med sigte på at påvirke borgernes adfærd. Hun fortæller om borgernes opfattelse af ordningen og om hvordan interviewundersøgelser har stillet spørgsmålstegn ved nogle af kommunens overleverede forståelser, af hvad der er vigtigt for borgerne. Endelig fortæller hun om kommunens sorteringsanalyser og hvorledes de indsamlede tekstiler bliver afsat.

Tina Werborg - tøjaktivist, forfatter og iværksætter: Tina sætter forbrugerperspektiv på de tekstiler, som er tøj før de bliver til en form for affald. Hun fortæller om, hvordan fællesskaber og ’tøjglæde’ kan aktiveres i skabelsen af en mere bæredygtig tøjkultur, og hvordan bl.a. kommuner kan hjælpe med at guide en sådan proces. Tina er i samarbejde med Boligselskabet Sjælland i gang med et forsøg med tøj-fællesskaber, og deler de foreløbige erfaringer herfra - bl.a. det fælles klædeskab ’Another Closet’. Her præsenteres konkrete løsninger, som kan være med til at starte ikke bare snakken om re-cirkulation, genbrug og forebyggelse - men også reelle adfærdsændringer.

BLOK 3: 14:40 – 15:40:
Konkrete redskaber til rekonstruktion af adfærdsrettende kulturforståelser

Maja Elverkilde er forfatter og foredragsholder. Hun har de seneste otte år boet i Sverige, langt ude i skoven og uden for den etablerede forsyningsinfrastruktur. Maja fortæller i sit oplæg om at skabe sin helt egen infrastruktur - bl.a. til håndtering af affald. Samtidig vil hun give sine bud på, hvor vi er som kultur ift. de kredsløb, vores liv er en del af. Maja har senest udgivet romanen 'Når vi rejser til Mars', som undersøger konsekvenserne af at vende ryggen til det etablerede samfunds normer - bl.a. i en længsel efter at komme nærmere den omgivende natur, som det moderne liv stadig hviler på, men som det nuværende ressourceforbrug også er ved at undergrave. Mens Maja arbejdede med romanen, udviklede hun 17 konkrete øvelser i tilknytning til naturen, som hun også vil inddrage i sit oplæg.

15:40 – 15:50: Afrunding og tak for i dag

 

HUSK: Når du tilmelder dig et arrangement hos Brancheforeningen Cirkulær, giver du os i sagens natur som minimum dit navn og din e-mail - altså personoplysninger jævnfør EU's persondataforordning (GDPR). De oplysninger passer vi selvfølgelig godt på. Læs evt. mere i vores cookie- og persondatapolitik her.

Information

Kontakt

lina katan
Specialkonsulent, ph.d.
7231 2079
Niels Toftegaard
Kommunikationschef
2633 0462