Affaldsaftale med fuld risiko

Pressemeddelelse

Aftalen om en klimaplan for affald er problematisk. Kommunerne pålægges ansvar og opgaver, som de samtidig fratages redskaberne til at løfte, ligesom vejen til at undgå privatisering af affaldsenergi-anlæggene ser meget svær ud. Folketinget har trods advarsler og et manglende fagligt grundlag valgt at gennemføre en aftale med store risici for miljø, økonomi og klima, som vil trække spor mange år frem i tiden, mener Brancheforeningen Cirkulær.

renonord-sorteringanlaeg-5

Kommunale sorteringsanlæg - som her hos Renonord i Aalborg - skal som udgangspunkt privatiseres, har regeringen aftalt med en række af folketingets partier. Besynderligt, mener Brancheforeningen Cirkulær.

”Vi er dybt bekymrede”, siger Mads Jakobsen, formand for Brancheforeningen Cirkulær, som første kommentar til den politiske aftale, der er indgået mellem regeringen og en række af Folketingets partier.

Aftalen betyder, at al håndtering og behandling af danskernes genanvendelige affald skal tvangsudbydes fra det øjeblik, der er indsamlet hos danske husholdninger. Kommunerne forbydes dermed at drive og bruge sorteringsanlæg eller pladser til kompostering af haveaffald, der selv ejer.

”Folketinget placerer stadig ansvaret for danskernes affald hos kommunerne, men fratager os alle redskaber til at arbejde med genanvendelse af affaldet eller drive anlæg. Det er uhørt, at vi afskæres mulighederne for at sikre borgernes tillid til miljø og økonomi. Intet sted i EU er man gået så vidt. Det kan se fint ud på papir, men i virkelighedens verden bliver det meget svært at sikre miljøgevinsterne og styre omkostningerne. Aftalen er et grundlæggende opgør med ret og pligt, hvor man har overhørt de risici for miljø og klima, som vi har peget på,” siger Mads Jakobsen.

Privatiseringen bliver svær at undgå for affaldsenergien

Aftalen udskyder i første omgang konkurrenceudsættelsen af affaldsenergisektoren. I stedet skal KL inden 1. januar 2021 præsentere en plan for, hvordan kapaciteten til energiudnyttelse af borgere og virksomheders restaffald skal nedbringes.

”Vi bliver nødt til at læse aftalen grundigt, men der er stadig store ubesvarede spørgsmål om, hvorvidt det overhovedet kan lade sig gøre. Kan anlæggene opretholde finansiering og drift som nu, og kan de reelt løse opgaven som kritisk, offentlig infrastruktur? Aftalens ’tilbud’ til kommunerne indeholder flere krav, end den privatiseringsløsning, regeringen først spillede ud med, og er fyldt med benspænd. At planen samtidig skal være på plads i løbet af 6 måneder, skal pege på de anlæg, der skal lukke og ikke holder enkeltkommuner skadesfrie, gør vejen frem meget svær. Der er stadig stor risiko for, at det ender med regeringens oprindelige liberaliseringsforslag,” mener Mads Jakobsen.

Brancheforeningen Cirkulær vil nu nærstudere aftalen og analysere konsekvenserne.

Det faglige grundlag mangler

Undervejs i forhandlingerne er der kommet materiale frem, som indeholder både konkrete fejl og fejlslutninger og undervurdering af omkostninger.   

”Det virker som om, privatisering har været målet, fremfor midlet. Det skinner fortsat igennem i aftalen. Vi ser her en aftale, der er forhandlet på et historisk tyndt, fagligt grundlag, og hvor konsekvenserne kan blive vidtrækkende. Det er uforståeligt, at jeg bliver nødt til at gentage det her igen og igen: Vi ligger utroligt flot til i Europa, når man ser på behandlingen af husholdningsaffaldet. Det er uforståeligt, at man igen i dag står og siger, at vi i Danmark ikke har noget at være stolte af,” siger Mads Jakobsen.

Aftalen anviser i øvrigt ikke vejen til, hvordan vi nedbringer affaldsmængderne eller til at sikre, at produkterne designes, så de rent faktisk kan genanvendes.

KL: Affaldsaftale kan stadig ende i liberalisering

KL ser stadig risiko for, at regeringens klimaftale på affaldsområdet ender i en liberalisering ad bagvejen.

”Nu skal vi læse os grundigt ind i aftalen, men vi er alvorligt bange for, at vi ender samme sted, som regeringen startede – nemlig en liberalisering af vores kritiske infrastruktur på forsyningsområdet, som affaldsområdet også er en del af. Vi skal have undersøgt det her til bunds, før vi går ind i en aftale med regeringen,” siger Martin Damm, næstformand i KL.

Læs hele KL's reaktion her.