Affaldssektor er klar til at levere på klimamål

Pressemeddelelse

Regeringens forslag om mindre CO2-udledning fra affaldssektoren er overordnet set fornuftige – og den kommunale affaldssektor er klar til at levere på klimamålene, lyder det fra Brancheforeningen Cirkulær. Samtidig er det vigtigt, at vi har redskaberne til at nå målene.

zirkel genbrug odense

Regeringens nye sorteringsudspil lægger op til yderligere udbredning af de fælles affaldspiktogrammer og tilhørende sorteringskriterier, som bl.a. Brancheforeningen Cirkulær står bag. I dag bruger over 90 kommuner piktogrammerne, som nu i højere grad også skal ud på virksomhedernes skraldespande. Positivt, mener Brancheforeningen Cirkulær. Foto: AVV.

Godt fokus på sortering, plastik og CO2-fangst. Det mener Brancheforeningen Cirkulær om regeringens initiativer på affaldsområdet.

”Der er mange gode takter i regeringens initiativer, og de flugter langt hen ad vejen med forslagene i vores eget klimaudspil for affaldssektoren. Vi skal sortere mere ensartet, gøre op med plastikproblemerne og kun have affaldsenergikapacitet til vores eget affald, hvorfra vi skal indfange CO2,” siger Mads Jakobsen, formand for Brancheforeningen Cirkulær – interesseorganisation for kommuner og affaldsselskaber.

Find Brancheforeningen Cirkulærs samlede klimaplan her.

Danskerne sorterer i stor stil

Danskerne sorterer affald i stor stil. Ifølge kommunernes egne opgørelser sorterede danskerne i 2017 ca. 60 pct. af affaldet til genanvendelse. Samtidig viser EU-statistikkerne på området, at Danmark er det land i Skandinavien, der indsamler mest affald til genanvendelse – og vi ligger også i toppen i forhold til andre EU-lande.

”Kommunerne og affaldsselskaber har sammen med borgerne vist, at vi går forrest i at drive den grønne omstilling til gavn for klima og miljø. Danskerne sorterer som aldrig før, og kommunerne ruller i stor stil nye skraldespande hjem i folks indkørsler og baggårde. Vi har derfor et godt udgangspunkt, når vi nu skal gøre det endnu bedre,” siger Mads Jakobsen.

Mere offentligt-privat samarbejde

Brancheforeningen Cirkulær deler regeringens ambition om, at mere affald skal genanvendes fremfor at blive energiudnyttet. Det kræver – udover sortering – yderligere investeringer i anlæg, der kan finsortere og oparbejde affaldet.

”Vi udbyder masser af opgaver og affald til den private industri. Men affald koster penge – også at komme af med. Vi løfter gerne ansvaret på vegne af borgerne, så deres sortering nytter – men vi skal have redskaberne til også at løse opgaverne, hvis markedet svigter. Det gælder også muligheden for at etablere og drive de nødvendige anlæg til forbehandling og eftersortering,” siger Mads Jakobsen.

Brancheforeningen Cirkulær foreslår derfor i sin klimaplan en ny model for fælles offentlig-private affaldsanlæg – i tråd med det, landets største private indsamler af husholdningsaffald, Urbaser, netop har foreslået.

”Vi ønsker et endnu tættere samarbejde med private affaldsaktører, så vi kan styrke genanvendelsen, sikre CO2-reduktioner og skabe grønne danske arbejdspladser. Urbasers forslag om fælles offentlig-private sorteringsanlæg er vi helt enige i. Det er vejen frem,” mener Mads Jakobsen.

Plastik skal designes bedre

Brancheforeningen Cirkulær bakker også op om regeringens vision om, at mindre plastik skal energiudnyttes. Det fremgår af foreningens udspil om CO2-neutral affaldsenergi i 2030, og Klimarådet peger ligeledes på plastik som en klimasynder.

”Med regeringens udspil får vi styr på sorteringen. Nu bør fokus rettes på produkterne i vores hverdag. Plastik er en klimasynder, fordi rigtig meget emballage er designet uden hensyntagen til, om det kan bruges igen. Det kalder på strengere krav til industrien, som skal producere plastik, der langt nemmere kan indgå i den cirkulære økonomi,” siger Mads Jakobsen.

Hent CO2-neutral affaldsenergi i 2030.