Alt for meget affald havner stadig på lossepladser i EU

Nyhed

I store dele af EU bliver over 50 procent af husholdningsaffaldet stadig smidt på lossepladsen. Og samtidig er der ingen tal på, hvad der sker med affaldet fra erhverv og industri. Bekymrende, mener Brancheforeningen Cirkulær, der dog ser positivt på EU-kommissionens Green Deal-udspil, som kan være med til at løse problemet.

Affaldsbehandling i EU

Nye tal fra Eurostat (som brancheorganisationen Cewep har samlet og visualiseret) viser, at EU er langt fra at realisere drømmen om en cirkulær økonomi. I adskillige lande er deponering stadig den mest udbredte behandlingsform for husholdningsaffald og lignende affald fra erhverv.

Det hører med til historien, at datakvalitet og opgørelsesmetode varierer betragteligt på tværs af EU’s medlemslande. Også i Danmark er der problemer med datakvaliteten i Miljøstyrelsens affaldsdatasystem, så sammenligninger EU-landene imellem skal gøres med forsigtighed.

F.eks. har faktatjekkere hos Mandag Morgen sået tvivl ved påstanden om, at Danmark skaber mest affald per indbygger.

Overordnet set er det dog bekymrende, at flere lande stadig smider over halvdelen af husholdningsaffaldet og lignende affald fra erhverv på lossepladser, har Brancheforeningen Cirkulær længe påpeget.

Rigtigt fokus i Green Deal-udspil

Lyset i mørket er, at de nye, skærpede og meget omtalte EU-målsætninger for genanvendelse går hånd i hånd med tilsvarende mål for nedbringelse af deponimængderne frem mod 2035. Samtidig har den nye EU-Kommissions såkaldte Green Deal-udspil et langt større fokus – i forhold til tidligere – på design og produktion.

Med tanke på, at et givent produkts miljø- og klimabelastning i høj grad defineres og skabes i netop i denne fase, er det positivt, mener Brancheforeningen Cirkulær i sit høringssvar til Green Deal-udspillet.

”Den kommende cirkulær økonomi-strategi lader til i øget omfang at skulle forholde sig til produkter fremfor affaldshåndteringen – det er en vigtig og nødvendig prioritering. Vi får ikke skabt en cirkulær økonomi fra bunden af skraldespanden, men netop ved at producere bæredygtige produkter, der håndteres i cirkulære systemer,” skriver Brancheforeningen Cirkulær i høringssvaret.

Ingen tal for industriaffald

Udover den fortsat store grad af deponering er det bekymrende, at EU kun kigger snævert på husholdningernes affald – og fuldstændig mangler data og mål for, hvad der sker med de endnu større mængder affald, der kommer fra erhvervslivet, industrien og byggesektoren.

I Danmark kommer kun ca. 35 procent af affaldet fra husholdningerne. Resten kommer fra virksomheder (herunder også den offentlige sektor og foreningslivet) samt fra byggeriet. Er forholdet bare tilnærmelsesvis det samme i resten af EU, er mørketallet i EU-statistikkerne enormt.

Dog rummer styrket fokus på affaldet fra virksomheder en ofte overset genvej til cirkulær økonomi, skriver Brancheforeningen Cirkulær i sit høringssvar:

”Vi vil gerne pege på, at vi i EU-reguleringen fortsat mangler at se på erhvervslivets affaldsproduktion og -håndtering. Det er her, vi først og fremmest kan finde de gode genanvendelsesløsninger og -muligheder for lukkede materialekredsløb, da erhvervsaffaldet har en mere homogen sammensætning, er sporbart og giver en vis forsyningssikkerhed,” skriver Brancheforeningen Cirkulær.

EU-kommissionen følger op på Green Deal-udspillet med en cirkulær økonomi-strategi til marts.

Kontakt

Nana Winkler
Specialkonsulent
7231 2075