Bilag 18: Tilbagevisning af regeringens påstande om affaldssektoren

Nej, rammevilkårene fremmer ikke investeringer i affaldsfor-brænding og hæmmer investeringer i genanvendelsesanlæg.

Planlægningen og etableringen af affaldsenergianlæg sker i et samarbejde mellem kommuner og stat. Der kan IKKE etableres anlæg, hvis staten ikke vurderer, at behovet er der. Kommunernes investeringer baseret på dette grundlag og ikke efter incitamenter som en traditionel virksomhed (der er tale om en offentlig opgave).

At rammevilkårene hæmmer investeringer i genanvendelsesanlæg, holder ikke. Det affald, vi forbrænder i Danmark, er netop forbrændingsegnet affald, der ikke kan genanvendes eller gen-bruges på en tilfredsstillende måde. Alt det genanvendelige af-fald, kommunerne indsamler og modtager, udbydes til private aktører. Eventuelt efter en simpel forsortering, omlastning eller forbehandling (primært bioaffald).

Anlæggene etableres på baggrund af fremskrivninger af affaldsmængderne, og hvor meget man forventer til energiudnyttelse 10-15 år frem i tiden.

Dette for at sikre, at vi i Danmark kan behandle vores eget affald og sikre os mod kapacitetsmangel ved fx nedbrud eller stigende affaldsmængder etableres en kapacitet, der kan garantere dette (det kaldes forsyningssikkerhed).

Det regeringen kalder ”overkapacitet”, er en kapacitet, der er planlagt – i fællesskab mellem kommuner og stat – for at sikre, at vi i Danmark kan behandle det restaffald, der ikke kan genanvendes eller genbruges.

I Danmark arbejder kommunerne efter affaldshierarkiet. Det er vi pålagt pga. EU’s affaldsdirektiv.

Når regeringen i bilaget skriver, at der er incitament til at forbrænde affaldet i stedet for at genanvende det, fremsætter man således et voldsomt angreb på kommunerne - og de folkevalgte her - og deres bestræbelser på at nå de genanvendelsesmål, der er opsat af EU og pålagt Danmark.

At Danmark har fået en ”reservekapacitet” skyldes, at vi har flyttet genanvendelsen op forholdsvist hurtigt. Den kapacitet udnyttes for kunne drive anlæggene så effektivt som muligt og bidrager dermed til at reducere varmeprisen for forbrugerne (samt hjælpe andre lande, hvor affaldet ellers var blevet deponeret).

Det er værd at bemærke, at affaldsvarmen fortsat reducerer CO2, da den fortrænger fossile brændsler og reducere behovet for importeret biomasse, ligesom det medfører en betydelig indtægt til staten i form af afgifter. Samlet set betaler de danske affaldsenergianlæg i alt ca. 1,2 milliarder kroner årligt til staten i afgifter.

Der findes ikke dokumentation for, at forskellige indsamlingsordninger fører til, at mindre affald bliver genanvendt – ej heller at det skulle medføre mere forbrænding.

Det betyder ikke, at vi ikke kan ensrette mere af andre årsager, men at forskellige ordninger skulle medføre mindre genanvendelse, er der ikke dokumentation for. Ofte er de forskellige ordninger lavet af hensyn til de private aftagere – deres ønsker eller teknologi på anlæg.

Der kan KUN garanteres en reduktion af sektorens drivhusudledninger, hvis det affald, der tages ud af affaldsenergianlæggene, reelt kan genanvendes.

Kan det ikke genanvendes, er der kun et andet alternativ til for-brænding – deponi, hvilket udleder flere drivhusgasser.

Regeringen fremlægger ingen plan eller tiltag, der kan sikre ud-viklingen og etableringen af genanvendelseskapacitet. Der er således ingen sikkerhed for, at det udsorterede affald vil kunne behandles på en klima- eller miljømæssig bedre måde. Det er ikke en reel klimaløsning bare at eksportere affaldet ud af landet.

Det passer ikke.  Den nuværende kapacitet eksisterer udelukkende, fordi embedsmænd i Energistyrelsen har vurderet, at det var det rette niveau. Kommunerne investerer ikke i anlæg, fordi det er risikofrit. De gør det for at sikre ordentlig miljøbehandling af det restaffald, der hverken kan genanvendes eller genbruges. Med statens godkendelse.

Det er værd at bemærke, at varmeforbrugernes pris for affalds-varmen er reguleret.

Angående effektiviteten, så er det også forkert. Energistyrelsens BEATE-model viste i 2017, at affaldsenergisektorens samlede bruttoomkostninger var faldet henved 200 mio. kr. i perioden 2010-2017, hvilket indikerer en tydelig effektivisering. Affalds-energianlæg har netop leveret billigere affaldstakster for borgere og virksomheder, ligesom der er forbrugere, som har fået billigere fjernvarme fra restaffaldet.

Dette giver ikke mening. Konkurrenceudsætter man det forbrændingsegnede affald, vil det medføre, at der i Danmark vil blive forbrændt så meget affald som muligt. EU-retten umuliggør stop af import, og denne vil derfor sandsynligvis stige.

Anlæggene vil på et liberaliseret marked kæmpe med resten af Europa om mængderne. De vil ligeledes have behov for at kunne betale af på private lån, når finansieringen ikke længere kan varetages af KommuneKredit.   

Et markedsudsat anlæg, der nu måtte overgå til at blive et aktie-selskab, er jf. selskabsloven forpligtet til udelukkende at forfølge selskabets egne, økonomiske interesser. Det betyder i praksis, at hvis der er bedre økonomi i, at markedsgjorte anlæg importerer restaffald fra et af de andre 27 EU-lande, vil det ske – og det uagtet om kommunerne rundt om anlægget ikke kan komme af med deres restaffald. Ligesom andre varer flyder frit i Europa, vil affald gøre det samme. Det betyder kort sagt, at egnet restaffald fra Kolding Kommune kan eksporteres til forbrænding i Italien, og restaffald fra Italien kan importeres til forbrændingsanlægget i Kolding.

Det skaber en situation, hvor der ikke er sikkerhed for, at dansk affald vil blive behandlet i Danmark. Er prisen lavere på et cementværk i udlandet, vil affaldet flyde derhen, uanset ringere klima- og miljøvirkninger. I dag kan en hvilken som helt virksomhed blot kontakte kommunen, der skal sikre dem behandlingskapacitet. Regeringens forslag vil fjerne denne rettighed.

Et problem med manglende stordriftsfordele løses ikke ved en liberalisering. Investeringer i større, mere effektive genanvendelsesanlæg kræver sikkerhed for mængderne. Den sikkerhed vil ingen private aktører have på et liberaliseret marked, da det genanvendelige affald vil skulle udbydes. De danske mængder er små – fordi vi er et mindre land – og vores afsætningsmuligheder er færre, da vi har mindre tung industri end eks. Tyskland, Frankrig og Sverige.

Skal man undgå dette problem – og sikre private aktører de nødvendige mængder for at opnå stordriftsfordele – så skal man omgå regler om statsstøtte, varernes frie bevægelighed og konkurrence- og udbudsregler. Der vil være tale om konkurrenceforvridende tiltag.

Når alt skal udbydes, vil der netop IKKE være investeringssikkerhed for en privat aktør.

Der er således ingen sikkerhed for at (den danske) genanvendelsesindustri får adgang til affaldet, hvis behandlingen skal udbydes. Det kan lige så godt være et anlæg i Polen eller Sverige, der vinder udbuddet.

Igen: Alt affaldet udbydes allerede. Styring giver mulighed for at etablere samarbejder og symbioser med private virksomheder i Danmark, som har nemmere adgang til affaldet end ellers.