Danskerne slår rekord i affaldssortering

Nyhed

Halvdelen af affaldet fra husholdningerne bliver nu sorteret til genanvendelse, ifølge Miljøstyrelsens seneste affaldsstatistik. Det er rekord, som danskerne fortjener ros, mener Brancheforeningen Cirkulær. Dog er det vigtigt at tage affald fra servicesektor, industri og byggeri med i det samlede billede.

affaldssortering metal

Danske husholdninger slår rekord i affaldssortering, og sendte i 2019 halvdelen af affaldet til genanvendelse. Til gengæld er affaldsmængderne steget over de seneste fem år - særligt fra byggeri, erhverv og industri. Foto: Affaldsfotobank.dk

Samme aften som de fleste danskere gik på juleferie, offentliggjorde Miljøstyrelsen den nyeste affaldsstatistik med tal for 2019. Og de senere års konstante fremgang i sortering hjemme hos danskerne fortsætter. I 2019 sorterede danske husholdninger for første gang 50 pct. af affaldet til genanvendelse, mens 49 pct. gik til energiudnyttelse.

”Borgerne fortjener et stort klap på skulderen for den gode affaldssortering. Både hjemme under køkkenvasken og på genbrugspladserne er der stort engagement i at få affaldet i de rette spande og containere,” siger Nana Winkler, specialkonsulent i Brancheforeningen Cirkulær – interesseorganisationer for kommuner og kommunale affaldsselskaber, der har ansvaret for husholdningernes affald.

De seneste 8-10 år har kommunerne i historisk stort omfang rullet nye affaldsbeholdere til mere sortering hjem til danskerne, og den tendens vil fortsætte de kommende år, blandt andet med styrket fokus på madaffald samt tekstiler og fødevarekartoner.

Fokus på madaffald og plastik

Husholdningerne producerer imidlertid kun 28 pct. af alt affald i Danmark, så affald fra andre sektorer skal tages med i det samlede billede. I alt blev 47 pct. af al affald i Danmark sorteret til genanvendelse, og 24 pct. sorteret til anden endelig materialenyttiggørelsestadiet under genanvendelse, som særligt affald fra byggesektoren går til.

Affaldsstatistikken viser generelt let stigende genanvendelse i de øvrige sektorer – servicesektor, industri, byggeri og andet erhverv (herunder landbrug) – dog med potentiale for mere.

Udsorteringen af madaffald fra servicesektoren er steget markant de senere år, men Miljøstyrelsen vurderer, at der fortsat er potentiale for at sortere yderligere 178.000 tons madaffald fra bl.a. restauranter, hoteller, kantiner mv.

Derudover har plastikaffald generelt stor bevågenhed – og indgår i klimaftalen for affald med fokus på både husholdninger, byggeri, landbrug og service.

Vidensniveauet om sammensætningen af erhvervsaffaldet er meget lavt, da disse affaldsstrømme stort set ikke analyseres. Men jf. Rambølls undersøgelse for Miljøstyrelsen, er der indikationer på at 90 pct. af plastikaffaldet fra hotel- og restaurationsbranchen havner i restaffaldet, mens tallet er 80 pct. for byggeri og 75 pct. for landbrug. Den vurdering bakkes op af denne analyse fra Brancheforeningen Cirkulær.

Stigende affaldsmængder

Imidlertid viser statistikken også, at Danmark langtfra har knækket affaldskurven – og med undtagelse af husholdningernes affald, som ligger på stabile mængder, produceres der generelt mere affald i alle sektorer siden 2015.

Husholdninger sorterer mere

Selvom datakvaliteten i Miljøstyrelsens affaldsstatistikker er forbedret de senere år, rummer den fortsat visse unøjagtigheder, da virkeligheden ofte er mere kompleks og sammensat. Brancheforeningen Cirkulær vurderer, at husholdningernes affaldssortering generelt er undervurderet, da en del restaffald fra servicesektoren opgøres som husholdningsaffald, og dermed trækker genanvendelsesprocenten ned.

På baggrund af kommunernes egne data og tal fra JHN Processors database på www.affaldsviden.dk har Brancheforeningen Cirkulær tidligere vurderet, at husholdningerne snarere sorterer 60 pct. til genanvendelse.

Kontakt

Nana Winkler
Specialkonsulent
7231 2075