Godt udspil om affaldssortering fra miljøministeren

Pressemeddelelse

Flere typer affald skal hentes helt hjemme hos danskerne, og det skal efter ensartede sorteringskriterier og med ens affaldspiktogrammer. Samtidig skal der skrues op for sorteringen i virksomhederne, fremgår det af nyt udspil fra regeringen. Positivt, mener Brancheforeningen Cirkulær.

Regeringens nye sorteringsudspil lægger op til yderligere udbredning af de fælles affaldspiktogrammer og tilhørende sorteringskriterier, som bl.a. Brancheforeningen Cirkulær står bag. I dag bruger over 90 kommuner piktogrammerne, som nu i højere grad også skal ud på virksomhedernes skraldespande. Positivt, mener Brancheforeningen Cirkulær.

Flere typer affald skal hentes helt hjemme hos danskerne, og det skal efter ensartede sorteringskriterier og med ens affaldspiktogrammer.

Det er hovedpointerne i det længe ventede udspil om affaldssortering fra miljøminister Lea Wermelin (S) – og det får ros af Brancheforeningen Cirkulær, interesseorganisationer for kommuner og affaldsselskaber.

”Vi er positive overfor det udspil, Miljøministeren kommer med.  Affaldssektoren er en effektiv og velfungerende offentlig infrastruktur, som leverer miljø- og klimagevinster og god service til borgerne. Vi ligger i toppen af EU på genanvendelse og er klar til at tage de næste skridt. Vi skal give den cirkulære økonomi fuld skrald – og med regeringens udspil, har vi et rigtigt godt udgangspunkt,” siger Mikkel Brandrup, direktør i Brancheforeningen Cirkulær.

Mængden af husholdningsaffald sorteret til genanvendelse er steget markant fra 37 pct. i 2011 til 46 pct. i 2017 – og forventes at stige yderligere, når tallene opdateres.

Positivt med fokus på affald fra virksomheder

Udspillet lægger også op til, at virksomheder skal sortere på samme måde som borgerne. Det får også ros med på vejen af Brancheforeningen Cirkulær.

”Hvis vi skal nå de nye genanvendelsesmål fra EU, skal virksomhederne skrue op for sorteringen, for deres affald tæller med i statistikkerne. Med udspillet baner man vejen for, at de mindre virksomheder i servicesektoren kan koble sig på de kommunale ordninger og få en enkelt og billig løsning, som svarer til borgernes. Det kan øge sorteringen og genanvendelsen, siger Mikkel Brandrup.

Kun 8 pct. af virksomhederne sorterer plastik og kun 5 pct. sorterer madaffald.

Affald er kritisk infrastruktur

Enkelte elementer i regeringens affaldsudspil kræver, at kommuner og staten taler sammen for at få de sidste ting på plads. Antallet af affaldsspande hjemme hos danskerne kan blive flere, end miljøministeren regner med, da mange også får hentet haveaffald. Og indsamling af pap i en to-delt beholder kan være vanskeligt, da det kiler sig fast i spanden, og derfor kan være svært at få ud igen.

”Selvom der er små knaster udspillet, tror vi på, at kommuner og stat kan få det til at fungere. Vi er under alle omstændigheder glade for, at der lægges op til en vis fleksibilitet i sorteringen. Det er nødvendigt for at kunne levere god service til borgerne, lave priser og en velfungerende infrastruktur, der kan levere på miljø- og klima,” siger Mikkel Brandrup, og uddyber:

”Det er afgørende, at Kommuner og affaldsselskaber har redskaberne til at sikre en sammenhængende infrastruktur, som gør det enkelt og omkostningseffektivt for borgerne, og som kan sikre, at der er snor i affaldet, så vi kan levere de miljø- og klimagevinster, som vi alle ønsker,” siger han.

Nu skal vi kigge kritisk på produktionerne

Med dagens udspil er der sat fornyet fokus på affaldssortering. Men hvis produkterne i vores hverdag – uanset om det er elektronik, emballager eller tøj – fortsætter med at blive produceret som i dag, bliver det umuligt at nå klimamålene og gøre drømmen om cirkulær økonomi til virkelighed, påpeger Mikkel Brandrup:

”Med det her udspil får vi sat yderligere skub i affaldssorteringen. Men hvor stor en indsats vi end gør med kartoffelskrællerne og plastikbakkerne under køkkenvasken, så redder vi ikke hele verden fra bunden af skraldespanden. Derfor ser vi frem til, at ministeren nu vender blikket mod sammensatte plastikprodukter, elektronik, der er programmeret til at gå i stykker samt overproduktionen i tekstilindustrien,” siger Mikkel Brandrup.

Affald koster penge

Affald koster penge. Øgede målsætninger medfører øgede omkostninger til nye skraldespande, mere kørsel med affaldsbiler samt god dialog med borgerne om sortering.

Og selv efter affaldet er indsamlet og sorteret, koster det ofte penge af sende det videre til genanvendelse. Det er stadig en omkostning at få de maksimale miljøgevinster ud af affaldet.

En ny fraktion, der skal afhentes ved husstanden, kan give en stigning i gebyret på 140-340 kr. om året, vurderer Brancheforeningen Cirkulær.

I kommunerne og affaldsselskaberne er vi klar til at tage opgaven på os – og på vegne af borgerne – når vi har redskaberne til at løfte ansvaret.