Landsdækkende samarbejde skal styrke udnyttelse af restprodukter

Nyhed

Restprodukter fra energiudnyttelse af affald skal genanvendes bedre. Fælles brancheprojekt vil undersøge hvordan.

Flyveaske

Når røgen fra affaldsenergianlæg renses, skabes der såkaldte restprodukter - bl.a. flyveaske, som her ses inde i en silo-lastbil. Det skal udnyttes bedre end tilfældet er i dag, mener en række danske affaldsenergianlæg. Foto: Dansk Restprodukthåndtering.

En gruppe på 20 danske affaldsenergianlæg går nu sammen om at gennemføre et fælles brancheprojekt for genanvendelse af restprodukterne fra røggasrensning.

Når restaffald fra virksomheder og husholdninger energiudnyttes, renses røgen, inden den udledes fra affaldsenergianlæggets skorsten. Denne rensningsproces skaber store mængder såkaldte restprodukter: flyveaske, gips og filterkager.

Restprodukterne indeholder tungmetaller og er derfor klassificeret som særlig farligt affald. Det nyttiggøres i dag i tyske saltminer eller til syreneutralisation og opfyldning efter tidligere minedrift på øen Langøya i Oslofjorden.

Men det er ikke godt nok, mener så godt som alle dansk affaldsenergianlæg, herunder Brancheforeningen Cirkulærs medlemmer med energianlæg – dels fordi øen Langøya efterhånden er fyldt op, og dels fordi også restprodukter bør og kan indgå i den cirkulær økonomi.

I spidsen for projektet står Dansk Restprodukthåndtering (DRH), et fælles selskab ejet af en række danske affaldsenergianlæg.

Konkret forventer DRH at de primære produkter fra genanvendelsesprojekterne bliver:

  • Flyveasken: vejsalt, evt. kalium til gødningsindustrien samt metallet zink
  • Gips: genanvendelse i gipsplader og eventuelt som landbrugsgødning efter rensning

Projektet skal bidrage til videnopbygning for alle interessenter i branchen – herunder rådgivere og universiteter – og danske myndigheder (bl.a. Miljø- og Energistyrelsen) inviteres til at deltage som observatører.

I projektet deltager også Vestforbrænding, der de seneste par år har modtaget EU-støtte og investeret i et demonstrationsanlæg til udvinding af genanvendelige materialer fra bl.a. flyveaske – HaloSep kaldes anlægget.

Projektet forventes at blive flerårigt og finansieres via et bidrag pr. ton produceret restprodukt. For 2020 er der i alt knap 700.000 kr. rådighed og i efterfølgende år i størrelsesordenen 1 mio. kr.

I første omgang skal brancheprojektet arbejde med disse aspekter:

  • Genanvendelse af gips til eksempelvis gipsplader.
  • Genanvendelse af flyveaske – herunder identifikation af konkrete aftagere
  • Muligheder for at påvirke restprodukternes sammensætning og dermed egnethed til genanvendelse
  • De lovgivningsmæssige rammebetingelser for håndtering af de efterfølgende restprodukter, der opstår fra genanvendelsesaktiviteterne.