Målret 'reklamer ja-tak' til reklamer

Nyhed

En ’reklamer ja-tak’-ordning har positive miljøeffekter og giver mindre affald, men bør målrettes reklamer. Det skriver Brancheforeningen Cirkulær i en henvendelse til Folketinget.

Papirsortering

Hvert år omdeles ca. 100.000 tons papirreklamer til danske husstande, som lynhurtigt bliver smidt ud igen. Ændres den nuværende ordning, så borgerne aktivt skal tilmelde sig at få reklamer (fremfor i dag, hvor man skal sige nej tak til reklamer) vil det medføre en reel og substantiel reduktion i borgernes papiraffaldsmængder. Foto: Sønderborg Forsyning.

Den nuværende 'reklamer nej-tak' ordning bør ændres, så udgangspunktet for forbrugerne er, at man ikke modtager papirreklamer i sin postkasse, medmindre man siger 'ja tak.'

Det mener Brancheforeningen Cirkulær, som derfor har sendt en henvendelse til Folketingets erhvervsudvalg. Lige nu diskuterer politikerne nemlig et beslutningsforslag (B262) fra SF, som netop foreslår at ændre den nuværende nej-tak-ordning til en ja-tak-ordning.

Brancheforeningen Cirkulærer mener, at det vil have reelle positive miljøeffekter og vil være affaldsforebyggende.

Det er dog vigtigt at forslaget ikke rammer forkert, så f.eks. lokalaviser, information fra frivillige foreninger og det offentlige ikke finder vej til borgerne. Derfor bør ordningen målrettes reklamer, skriver Brancheforeningen Cirkulær i henvendelsen.

Reklamer ja-tak indgik også i sidste års aftale om en klimaplan for affaldssektoren, men regeringen har endnu ikke taget initiativ til at ændre ordningen.

Kontakt