Ny analyse: Danskerne sorterer i stor stil på genbrugspladserne
Næsten 80 pct. af affaldet på genbrugspladserne sorteres til genbrug og genanvendelse. Genbrugspladserne er grøn, offentlig infrastruktur, som kan spille en nøglerolle i klimakampen, mener Brancheforeningen Cirkulær.
Selvom mængden af containere, beholdere og bure på en almindelig genbrugsplads burde tage pusten fra de fleste, så sorterer danskerne affald på livet løs, når de tager på genbrugspladsen.
Hele 77% af affaldet på genbrugspladserne bliver nemlig sorteret til genbrug og genanvendelse.
Det viser Brancheforeningen Cirkulær og JHN Processors årlige genbrugspladsanalyse, der samler de vigtigste tal for landets genbrugspladser.
Dermed kan gamle mursten, træbrædder, papkasser mv. bruges igen og indgå i nye produkter – ligesom haveaffald komposteres og giver liv og næring i danskernes haver året efter.
”Det er fantastisk at se, at kombinationen af sorteringsivrige borgere og kommunale genbrugspladser hver dag skaber positive resultater for klima og miljø. Danskerne fortjener et ekstra stort skulderklap for at gå så meget op i sorteringen på genbrugspladserne,” siger Mikkel Brandrup, direktør i Brancheforeningen Cirkulær, interesseorganisation for kommuner og affaldsselskaber.
Nyheden fortsætter under grafikken.
Småt brændbart forsvinder og mere gives til andre
Over de seneste år har en lang række kommuner og affaldsselskaber udfaset ’småt brændbart’-containerne, hvilket har fået borgere og virksomheder til at sortere mere grundigt.
Samtidig kan borgerne på langt de fleste genbrugspladser give deres aflagte ting og sager til andre mennesker via byttehjørner, genbrugsbutikker på selve pladserne, og områder, hvorfra lokale foreninger kan hente varer til deres genbrugsbutikker. Senest er der stigende fokus på genbrug af byggematerialer som trælister- og brædder, havefliser, ubrugte klinker mv.
Derudover får lokale iværksættere, håndværkere og kreative virksomheder flere og flere steder direkte adgang til genbrugspladserne og mulighed at få lokal værdi ud af affaldet.
”Vi har hele 374 kommunale genbrugspladser i Danmark, og på de mest populære pladser kommer der over 300.000 besøgende hvert år. De er lokal og vital infrastruktur og naturlige omdrejningspunkter for cirkulær økonomi - og de har potentiale til at udvikle sig endnu mere og bidrage til at nå klimamålene," mener Mikkel Brandrup.