Nye tal viser effektiv affaldsenergisektor

Nyhed

Danske affaldsenergianlæg viser atter engang, at de leverer både lave behandlingstakster, billig fjernvarme og lave omkostninger til gavn for danske husholdninger og virksomheder.

Energnist - affaldsenergi

Cirka 27 pct. af Danmarks fjernvarme kommer fra affaldsenergi. Foto: Brancheforeningen Cirkulær.

Den nyeste af Energistyrelsens benchmarkrapporter for affaldsenergisektoren (forkortet BEATE) er netop offentliggjort, og har tal med for 2018 og 2019.

Trods en mindre stigning i den gennemsnitlige affaldstakst i 2019, der skyldes bortfaldet af grundbeløbet for el-produktion, er taksten faldet fra 529 kr. til 465 kr. per ton affald siden 2010.

BEATE-rapporten viser derudover, at afgifter udgør over halvdelen af, hvad det koster at sende et ton affald til energiudnyttelse. Uden afgifter er prisen ca. 250 kr. per ton affald.

Den fjernvarme, affaldsenergianlæggene producerer, er ligeledes faldet i pris. Overordnet set er prisfaldet fra 2010 frem til 2019 på ca. 13 procent. Også fjernvarmen er afgiftsbelagt med den såkaldte affaldsvarmeafgift, som udgør ca. 30 procent af anlæggenes varmeindtægt.

I alt kommer 27 pct. af al fjernvarme i Danmark fra affaldsenergi.

Effektivisering giver lavere omkostninger

Samlet set har sektoren effektiviseret betydeligt. Udover det klare fald i henholdsvis affaldstakten og affaldsvarmeprisen ses et fald i anlæggenes totale omkostninger per ton energiudnyttet affald på ca. 18 pct. fra 2010 frem mod 2019.

Effektiviseringen hænger blandt andet sammen med energieffektiviseringer i form af røggaskondensering, samt at danske energianlæg siden 2010 har modtaget stigende mængder ikke-genanvendeligt affald fra vores nabolande (primært Tyskland og Storbritannien), som de ikke selv kan behandle, og som derfor ellers var endt på lossepladser. I en europæisk kontekst giver det klare klimagevinster har flere analyser slået fast, senest af DTU.

De danske affaldsenergianlæg får betaling fra afsenderlandet for at energiudnytte dette affald.

Samlet set har de dedikerede affaldsenergianlæg energiudnyttet godt 3,2 mio. tons affald i 2019. Når mængderne fra også de multifyrede anlæg tælles med, er tallet ca. 3,6 mio. tons.

Derudover kommer de ca. 300.000 tons affald, Aalborg Portland og Fortum afbrænder.

Kontakt

hanne johnsen
Specialkonsulent
2347 2678