Aalborg Kommune

I Aalborg kommune er det Aalborg Renovation der varetager affaldshåndteringen.

Aalborg Kommune er landets tredje største kommune med omkring 215.000 indbyggere. Det er en kommune i vækst og indbyggertallet er de seneste år steget med cirka 1.500 indbyggere pr år.

Affaldshåndtering, bæredygtig udvikling, miljøbeskyttelse og affaldshåndtering er kerneopgaver i Miljø- og Energiforvaltningen. Den strategiske planlægning og myndighedsbehandlingen er bredt forankret inden for områderne miljø, varme, vandforsyning, spildevand og affald.

Affaldshåndteringen varetages af Aalborg Forsynings enhed for renovation, som er en del af Miljø- og Energiforvaltningen i Aalborg Kommune.

Aalborg Forsyning håndterer alt affald, herunder de genanvendelige materialer og restaffald ved kommunens ca. 110.000 husstande og ca. 5.000 sommerhuse. Derudover administreres og indsamles der restaffald ved alle ca. 20.000 virksomheder i kommunen.

Indsamlingen af restaffald er delt i 4 distrikter, hvor Aalborg Forsyning indsamler i ét distrikt med ca. 75.000 tømninger. De øvrige tre distrikter udbydes til private renovatør.

Borgere og virksomheder har mulighed for at benytte kommunens seks genbrugspladser. I 2019 havde genbrugspladserne ca. 790.000 besøg fra husstande og ca. 8.000 besøg fra virksomheder.

Aalborg Kommune er medejer af I/S Reno-Nord, som varetager energiudnyttelse af affald, drift af det kontrollerede deponi samt drift af modtagestation for farligt affald.

Desuden drifter I/S Reno-Nord et succesfuldt sorteringsanlæg til plast og metal indsamlet fra husholdninger. Det grovsorterede plastprodukt afsættes lokalt i Danmark og medvirker til at skabe et nyt privat marked, som skaber innovation og arbejdspladser i Danmark.

Aalborg Kommune ejer og driver desuden Affalds- og Genbrugscenter Rørdal, hvor der er deponering af affald, kompostering, jorddeponering og kartering.

Visionen er at fremme miljøbevidst og bæredygtig adfærd som grundlag for grøn omstilling, og at skabe helhedsløsninger, der opfylder samfundets behov for fornyelse, tryghed og sikker drift.

Aalborg Kommune gør verdensmål til hverdagsmål.

Aalborg Kommune
Stigsborg Brygge 5
9400
Nørresundby
9982 8299