Fornuftige plastiktiltag i finanslovsaftale

Med finanslovsaftalen genindføres afgifterne på blød PVC, og afgifterne på engangsservice og bæreposer tredobles. Fornuftigt, mener Brancheforeningen Cirkulær. Dog skæres alle materialer til poser og engangsservice over én kam. Foreningen efterlyser derfor en smartere afgiftsmodel.

deponi PVC

Den eneste reelle affaldsbehandling for blød PVC er i dag deponering. Derfor er det positivt, at afgiften på blød PVC sættes op fra 2021, så brugen af alternative materialer tilskyndes. Foto: Favrskov Forsyning.

Det er glædeligt, at partierne bag finanslovsaftalen genindfører PVC-afgifterne samt tredobler afgifterne på blandt andet plastikbæreposer og engangsservice af plastik. Det mener Brancheforeningen Cirkulær, der ligeledes bakker op om at emballageafgifterne generelt indeksreguleres.

”Vi skal reducere brugen af blød PVC så meget som muligt, da den eneste reelle affaldsbehandling for blød PVC er at grave det ned i jorden på deponier,” siger Nana Winkler, specialkonsulent i Brancheforeningen Cirkulær.

Derudover er det fornuftigt, at finanslovsaftalen sætter fokus på at indeksregulere blandt andet emballageafgifterne, så den generelle prisudvikling ikke udhuler effekten af afgifterne. Dette princip kan også bruges i andre sammenhænge – f.eks. til at hæve panten på flasker og dåser i retursystemet, så det økonomiske incitament til at aflevere returpant i flaskeautomaterne fastholdes.

Generel afgiftsomlægning efterlyses

Dog efterlyser Brancheforeningen Cirkulær fortsat en generel omlægning af afgifterne på emballager og engangsservice, så de tilskynder til at bruge mere bæredygtige materialer. Afgiftsforhøjelserne i finanslovsaftalen rammer for bredt, mener Brancheforeningen Cirkulær, så også bæreposer af papir eller genanvendt plastik bliver dyrere. Det samme gør sig gældende for engangsservice af ikke-fossile materialer som palmeblade og biologiske restprodukter.

”Afgiftsforhøjelsen på bæreposer og engangsservice rammer naturligvis produkter af ny, fossil plastik, og det er fint nok – men også poser og service af andre materialer rammes. Her ser vi gerne, at afgifterne tilskynder at f.eks. bæreposer fremstilles af genanvendt plastik fremfor af ny plastik. Derudover er der allerede nu en del alternativer til engangsservice af plastik på markedet, som risikerer at blive kvalt i afgifter,” siger Nana Winkler.

Pas på med det bionedbrydelige

Aftalen rummer heldigvis et initiativ, der skal undersøge mulighederne for at differentiere afgifterne på engangsservice. Desværre har ordet ’bionedbrydelig’ sneget sig ind i aftaleteksten, og det er ærgerligt, mener Brancheforeningen Cirkulær.

”Bare fordi noget markedsføres som ’bionedbrydeligt’, kan det ikke nødvendigvis nedbrydes i naturen, men kun i særlige anlæg. Derudover giver bionedbrydelig plastik problemer i genanvendelsen, hvis det blandes med almindelig plastik. Og så risikerer vi, at forbrugerne ændrer adfærd og smider engangsservice i naturen i den tro, at det nedbrydes her. Vi vil hellere have, at forbrugerne rammer skraldespanden,” mener Nana Winkler.

Brancheforeningen Cirkulær ser derfor frem til at indgå i arbejdet med at undersøge, hvordan afgifterne omlægges mest hensigtsmæssigt for miljø og klima.

Fakta: Det står der i finanslovsaftalen
  • Afgiften på folier fremstillet af blød PVC genindføres og fordobles fra 2021.
  • Afgiften på PVC og ftalater genindføres fra 2021.
  • Tredobling af afgifterne på bæreposer og engangsservice
  • Indeksregulering af afgifter i 2021 og 2024, svarende til en stigning på 1,8 procent årligt frem mod 2025.
Kilde: Finanslovsaftalen for 2020.

 

Kontakt

Nana Winkler
Specialkonsulent
7231 2075
Niels Toftegaard
Kommunikationschef
2633 0462