Fra næste år kan kommunale affaldsselskaber selv inddrive gæld

Nyhed

Folketinget vedtog i går den 19. december en lov som gør det muligt for kommunale forsyningsselskaber – herunder affaldsselskaber – selv at stå for inddrivelsen af gæld hos borgerne. Muligheden for at vælge udløber dog til sommer.

Penge

Fra 1. januar 2020 er det muligt for de kommunale affaldsselskaber at bede private inkassofirmaer og -advokater om hjælp til at inddrive gælden hos borgerne og pålægge de ekstraomkostninger forbundet hermed, på skyldneren.

Det er en god nyhed at de kommunale affaldsselskaber fra 2020 ikke længere er afhængig af SKATs inddrivelsessystem, som ikke har inddrevet gæld til de kommunale affaldsselskaber længe. Skatteministeren Morten Bødskov meddelte i oktober at afløseren for EFI (SKATs inddrivelsessystem) er yderligere udskudt nogle år. Chancen for at gælden til de kommunale forsyninger bliver inddrevet af Gældsstyrelsen, i snarlig fremtid, er derfor minimal.

Selskaberne har en tidsfrist frem til 1. juli 2020 til at meddele Gældsstyrelsen om man selv vil stå for gældsinddrivelsen. Det bliver så igen muligt efter 3 år at gå tilbage og lade Gældsstyrelsen tage sig af inddrivelsen.

I forbindelse med høringen af udkast til lovforslag har Brancheforeningen Cirkulær, i samarbejde med DANVA, Dansk Fjernvarme og Dansk Energi, kraftigt opfordret Skatteministeriet til at gøre ordningen mere fleksibel, sådan at det ikke er et engangstilbud – det er desværre ikke blevet efterkommet.

Brug muligheden

Når Skatteministeren for to måneder siden meddeler, at afløseren for EFI ikke er på trapperne indenfor den nærmeste fremtid, er det en oplagt mulighed for de kommunale affaldsselskaber at sige ja tak til mulighed for selv at inddrive gælden.

I loven gives der nemlig adgang til at overvælte omkostningerne fra rykker- og inkassogebyrer samt inkassoomkostninger på skyldneren, så affaldsselskaberne vil ikke få mange yderligere udgifter ved at overdrage inddrivelsen til private inkassofirmaer. Det vil blot ændre nogle arbejdsgange, som gerne skulle svare sig i forhold til at få inddrevet gælden.

Seminar om de nye redskaber for inddrivelse.

Emne