Forsyningsstrategi: Reform af affaldsenergi kan efterlade milliardregning

Pressemeddelelse

Regeringens forsyningsstrategi lover kontante gevinster til danskerne, hvis affaldsenergisektoren bliver liberaliseret. Dog tager strategien ikke højde for en potential milliardregning til danskerne, når affaldskraftværkerne tvinges til at omlægge sine i dag billige offentlige lån til markant dyrere lån i det private lånemarked.

Reno nord - affaldsenergi

Regeringen lover kontante besparelser for danskerne med sin forsyningsstrategi, som bl.a. indeholder krav om konkurrenceudsættelse af affaldsenergisektoren. Men hvis ikke især problematikken om låneomlægninger løses, risikerer effektiviseringerne at blive ædt op.

Brancheforeningen Cirkulær finder det positivt, at Danmark nu får sin første samlede forsyningsstrategi for en sektor, der udgør rygraden i vores samfund. Forsyningssektoren løfter i dag flere samfundshensyn på én gang gennem effektive og sikre ydelser med høj klima- og miljøbeskyttelse, og sektoren er samtidig motoren i eksport af grøn dansk affalds-, vand- og fjernvarmeteknologi til resten af verden.

Regeringens forsyningsstrategi fokuserer imidlertid meget ensidigt på teoretiske økonomiske effektiviseringer, frem for at videreudvikle sektorens styrkepositioner til gavn for økonomien, miljøet og forsyningskunderne.

”Vi anerkender, at også vi kan blive endnu mere effektive, og det leverer vi hele tiden på. Men en så gennemgribende reform på affaldsområdet kan ikke kun gøres op i et snævert og teoretisk effektiviseringspotentiale, hvor man ikke også ser på konsekvenserne ude i virkeligheden,” siger direktør i Brancheforeningen Cirkulær, Jacob Hartvig Simonsen.

Gevinst kan blive ædt op af renter

Der er i dag mere end 10 milliarder kr. i gæld i form af anlægsinvesteringer i affaldsenergisektoren. En gæld som vil vokse markant, hvis de nuværende lavrentelån optaget i KommuneKredit ikke kan videreføres på den anden side af en reform.
 
Regeringens antagede gevinst på 500 mio. kr. om året ved en liberalisering af affaldsenergisektoren, risikerer at blive ædt op, og kan endda ende med en ekstraregning til danskerne. Brancheforeningen Cirkulærs foreløbige analyser viser, at en refinansiering af gælden i hele sektoren kan udløse en meget stor potentiel regning på 1-2 mia. kr. i engangsomkostninger, når lånene skal indfries før tid, og derefter en samlet årlig ekstraregning for højere renteomkostninger på mindst 300 mio.

”En privat investor i form af en bank, kapitalfond eller pensionskasse vil helt naturligt kræve markant højere afkast på sin investering end de solidariske kommunegaranterede lån til lav rente, som selskaberne har i dag. Den forhøjede profitmargin er der desværre kun én til at dække udgiften for: forbrugeren”, siger Jacob Hartvig Simonsen.   

Løsning på plads før reform kan vedtages

For Brancheforeningen Cirkulær er det afgørende, at der findes en løsning på spørgsmålet om refinansiering af gæld og en række andre økonomiske rammevilkår, hvis ambitionen om at en reform skal betyde lavere priser til gavn for borgere og virksomheder.

Jacob Hartvig Simonsen peger på, at en analyse af centrale forhold som refinansiering af eksisterende anlæg er afgørende at få på plads, før man vedtager en eventuel reform, hvilket McKinsey i øvrigt selv peger på i en af de centrale analyser, der ligger til grund for regeringens strategiudspil for Danmarks forsyningssektor.

”Vi mener, at en reform af affaldsenergisektoren skal træffes på et sagligt og oplyst grundlag. En liberalisering kan kun være en god ide, hvis de teoretiske gevinster rent faktisk kan høstes, uden at regeringen udløser en meget stor potentiel ekstraregning til danskerne. Det skal vi sammen finde en løsning på,” siger Jacob Hartvig Simonsen.

Ingen garanti for penge i pungen

Når regeringens strategi er gennemført i 2025, lover ministeren 2.800 kroner i hånden til danskerne – heraf skal en del af besparelsen komme fra affaldsenergisektoren. Men når den danske affaldsenergisektor konkurrenceudsættes, skal de konkurrere på hele det europæiske marked for restaffald til energiudnyttelse.

”Hvis man liberaliserer affaldsenergisektoren, kan vi på ingen måde garantere, at det bliver billigere for borgere og virksomheder at aflevere deres restaffald til energiudnyttelse. Det afhænger af en lang række faktorer, herunder hvordan markedet i EU udvikler sig over de næste mange år, omlægning af lån mv. Derfor finder vi det lige lovlig skråsikkert, at regeringen lover 2.800 kroner mere i danskernes pengepung,” siger Jacob Hartvig Simonsen, direktør i Brancheforeningen Cirkulær.