Leder: Affald, varme og vand i verdensklasse - og på offentlige hænder

Nyhed

Offentligt ejerskab og forbrugereje i vores forsyningssektor sikrer udvikling, miljø og effektivitet til gavn for forbrugere og virksomheder. Så hvad kapitalfonde egentlig har at gøre i vores forsyningsselskaber – og til hvis fordel – er i DONG-sagens skygge et særdeles godt spørgsmål.

Forsyning

Af formand for Brancheforeningen Cirkulær Mads Jakobsen (V), borgmester i Struer Kommuner, og næstformand Ole Bondo Christensen (S), borgmester i Furesø Kommune.

Det er dejligt, når andre interesserer sig for det, vi arbejder med i forsyningssektoren. Det gør blandt andre kapitalfonden Axcel via sin tænketank Axcelfuture. Ligeledes er det godt, at Axcelfuture sammen med økonomikonsulenterne i Copenhagen Economics peger på vigtigheden af, at forsyningssektoren til hver en tid skal stræbe efter så effektiv en forretning som muligt og fortsat fastholde og udbygge Danmarks globale førerposition inden for grøn forsyning.

Men hvordan vi kommer i mål med dette – det bliver vi ikke enige med Axcelfuture om lige foreløbig.

Masser af fusioner
Axcelfuture og dennes direktør Joachim Sperling påstår, at non-profit-princippet i vores forsyningssektor hindrer selskabssammenlægninger. Det er forkert. Den offentlige affaldssektor, som også dækker 20 procent af fjernvarmesektoren, har de seneste fem år gennemgået en omfattende konsolidering med minimum syv store fusioner – både blandt affaldsenergianlæg, modtagestationer og deponier. Herunder også sammenlægningen af TAS og L90 til Energnist, som med 16 syd-, midt- og vestjyske kommuner nu er blandt landets største affaldsselskaber.

Denne udvikling har udelukkende været drevet – og drives fortsat ganske glimrende – af kommunernes og politikernes ønske om at levere den bedste ydelse til den laveste pris. Her er der aktivt ejerskab, professionelle bestyrelser, stærk ledelse og forretningsmæssig indsigt på alle fronter – på trods af, at netop dette i Joachim Sperlings optik er umuligt i den offentlige sektor uden ekstern kapital fra den kommercielle verden.

Mere end økonomi
Vi har i Danmark en forsyningssektor i absolut verdensklasse, der leverer billig og grøn el, vand, varme og affaldshåndtering til borgere og virksomheder. Uanset hvor du bor i Danmark, sikrer kommunernes forsyningsselskaber, at du har nem adgang til disse essentielle ydelser under stærk hensyntagen til miljø, sundhed, stabilitet og komfort – og den føromtalte konstante stræben efter at gøre det endnu bedre for samfundet.

En kombinationen af offentligt ejerskab og forbrugereje – det sidste primært i drikkevands- og fjernvarmesektoren – samt en stærk regulering, skaber denne vindersituation.

DONG og affald? Vand? Og Varme?
Verden udvikler sig – og det er hverdag for forsyningssektoren. Derfor er det hævet over enhver tvivl, at vi også i de kommende år skal se på, hvordan vi kan udvikle reguleringen. Men ikke for at give plads til mareridtet: At spekulanter skal hive store afkast hjem til en snæver aktionærkreds på et marked bestående af naturlige monopoler.

Det foreløbigt temmelig mudrede billede af salget af DONG-aktierne efterlader en stærk tvivl om, hvem der egentlig har gavn af kapitalfonde og skyggebankers indtog i forsyningssektoren.

Vi skal hellere sikre, at vores velfungerende forsyningsselskaber er fundamentet for systemeksport i samarbejde med virksomheder, rådgivere, stat, kommuner og pensionskasser – sidstnævnte gerne uden kapitalfonde som dyre mellemmænd.

Det skaber velfærd og arbejdsplader til hele Danmark.

Bragt som kronik i Altinget.