Mål om mere bæredygtige emballager under pres

Nyhed

Adskillige mål om at gøre emballager grønnere hænger i en tynd tråd, når EU-Parlamentet onsdag stemmer om ny regulering. Kritisk, mener Brancheforeningen Cirkulær, for EU har brug for en revolution for at få mere bæredygtige emballager.

Genbrugskaffekopper 2023

Oprindeligt ønskede Kommissionen at 20 pct. af f.eks. kaffekopper skulle være genbrugelige i 2030, stigende til 80 pct. i 2040. De mål risikerer at blive droppet, når Parlamentet skal stemme om forslaget onsdag. Foto: Brancheforeningen Cirkulær.

Egentlig stod EU til at få en ny og langt mere grøn regulering af emballager, der ville give mindre affald, mere genbrug og bedre genanvendelse. 

Men nu risikerer ambitionerne om mere cirkulær økonomi at lide et alvorligt nederlag, når EU-Parlamentet onsdag stemmer om en ny emballageforordning. 

Især tre markante elementer risikerer at blive udvandet i forhold til det oprindelige udspil fra Kommissionen, som blev fremsat i november 2022, og siden er blevet diskuteret i Parlamentets miljøudvalg.

Parlamentets miljøudvalg indstiller bl.a.:

  • at droppe alle mål for genbrug af emballager til takeaway
  • at åbne for smuthuller, så producenter slipper for at bruge genanvendt plastik i emballager
  • at indskrænke målet om færre emballager

Opgør med engangsemballager udsat

Særligt målet om at få flere genbrugelige og genpåfyldelige emballager på markedet er blevet diskuteret voldsomt. Udover at fjerne målene om genbrugelige take-away-emballager, vil Parlamentets miljøudvalg også skrotte mål for genbrug af vinflasker. 

Kun målene om genpåfyldelige drikkevareemballager er bibeholdt fra det oprindelige udspil fra Kommissionen – men det er langt fra nok, mener Brancheforeningen Cirkulær.

”Genpåfyldelige emballager til drikkevarer er ingen nyskabelse – det har vi i Danmark med de klassiske grønne ølflasker og før i tiden i fuldt omfang også for sodavandsflasker af plast. Hvis vi skal udvikle en reel cirkulær økonomi for emballager, er vi nødt til at tage et opgør med engangsemballager på langt flere områder. Det er ærgerligt, hvis Parlamentet helt forkaster ambitionerne for især takeaway-emballager,” siger Nana Winkler, specialkonsulent i Brancheforeningen Cirkulær.

På genanvendelsesområdet springer det i øjnene, at Parlamentets miljøudvalg ønsker at åbne for, at biobaseret plastik kan tælles med som genanvendt materiale i emballager.

Men det er en fundamental fejlslutning, påpeger Nana Winkler, for kravene til genanvendt indhold har som primært formål at skabe et markedstræk på affaldsplastik.

”Plastikaffald er en omkostning at sende til genanvendelse, fordi efterspørgslen på genanvendt plastik halter. Krav om genanvendt indhold i emballager vil øge efterspørgslen – og det er helt nødvendigt. Hvis bioplastik ender med at kunne erstatte genanvendt materiale, er vi ikke kommet videre i bestræbelserne på at skabe et reelt marked for affaldsplast,” siger Nana Winkler – som i øvrigt påpeger, at bioressourcer efterspørges i mange andre sektorer.

Derudover indstiller Parlamentets miljøudvalg at de samlede mål om i det hele taget at reducere mængderne af emballage udvandes. I stedet for et samlet mål for reduktion af al emballager, er der nu kun mål for reduktionen af plastikemballager, stigende fra 10 pct. i 2030 til 20 pct. i 2040.

”De samlede mængder af emballager er for store, og selvom det er fint med et fokuseret mål for at reducere mængden af plastikemballage, vil det i høj grad give mening også at sætte specifikke affaldsreduktionsmål for af emballager af både glas, metal, pap og kompositmaterialer, herunder mad- og drikkekartoner,” mener Nana Winkler.

EU’s miljøministre fastholder måske ambitionerne

Bliver indstillingen fra Parlamentets miljøudvalg stemt igennem af hele EU-Parlamentet, er der dog stadig håb. 

18. december fastlægger EU-landenes miljøministre deres holdning i Ministerrådet – det andet af EU-systemets lovgivende forsamlinger. Dernæst skal Parlamentet og Ministerrådet forhandle om et fælles kompromis.

”Vi hører, at Ministerrådet ønsker at fastholde de ambitiøse mål i det oprindelige udspil fra Kommissionen. Det støtter vi, men det er foruroligende for fremtiden i den forstand, at vi oftest ser at Parlamentet er mere ambitiøst på miljøområdet end Kommissionen, mens Rådet trækker i den modsatte retning,” siger Nana Winkler.

Det vidner om, at udspillet er udsat for heftig lobbyisme fra producenter af engangsemballager og føde- og drikkevarevirksomheder – hvad der også blev berørt i tirsdagens indledende debat i Parlamentet, og tydeligt fremgår af miljøudvalgets afrapportering.

Heldigvis skar EU’s miljøkommissær Virginijus Sinkevičius igennem i sin tale til parlamentarikerne: 

“Genanvendelse er ikke nok!,” sagde miljøkommissæren. 

Afstemningen skal efter planen ske ved middagstid onsdag - følg med på Parlamentets website.

Kontakt

Nana Winkler
Specialkonsulent
7231 2075
Niels Toftegaard
Kommunikationschef
2633 0462