Ny anbefaling fra KL: åbn for private på genbrugspladser

Nyhed

KL ændrer nu deres anbefalinger, og anbefaler at landets genbrugspladser åbner op fra og med d. 31. marts. Det har hidtil været hovedreglen, at der ikke var adgang for private til genbrugspladserne. Da den aktuelle corona-lockdown nu er forlænget, og der opstår udfordringer med affald, der ophobes i samfundet, ændrer KL anbefalingen.

Vestforbrænding - genbrugsplads

KL har ændret deres anbefalinger til genbrugspladser og anbefaler nu, at genbrugspladserne rundt omkring i landet åbner fuldt ud og med fuld bemanding fra tirsdag den 31. marts 2020. For at dette kan foregå forsvarligt i forhold til smittefare for borgere og medarbejdere, bør kommunerne indføre adgangsbegrænsning og det bør overvejes, om der kan være en kommunal myndighedsperson med erfaring med miljøtilsyn til stede på pladserne.

Krav til afstand og rengøring

Styrelsen for patientsikkerheds nye vurdering er, at det vil være sundhedsmæssigt forsvarligt at genåbne genbrugspladser for private. Anbefalingen er dog under forudsætning af at det sikres, at de borgere, der kommer på genbrugspladsen, holder afstand til hinanden og til personalet. Dette kan fx gøres ved at regulere antallet af samtidige borgere på en given genbrugsplads i forhold til pladsens areal og indretning.

Styrelsen for patientsikkerhed anbefaler desuden, at man på genbrugspladserne sikrer hyppig rengøring af fælles kontaktpunker således, at man minimerer risikoen for indirekte smitte via disse. Styrelsen anbefaler, at brugerne ved tydelig skiltning på pladserne opfordres til at holde afstand til andre på pladsen samt udføre håndhygiejne, når de har forladt pladsen.

Mulighed for støtte fra det lokale beredskab

Den kommunale repræsentant i LBS – den lokale beredskabsstab – kan anmode LBS om at deltage i bevogtning og adgangsstyring i nærmere aftalt omfang. Behovet forventes mindsket over tid og skal tilpasses den forventede belastning af den enkelte plads samt de lokale trafik- og tilkørselsforhold. Der henvises til lokal dialog med beredskab og politi om bevogtnings- og bemandingsplaner samt håndhævelse af sundhedsmyndighedernes retningslinjer. Det er politiet, der håndhæver forsamlingsforbuddet, hvis der opstår tæthed på og omkring pladserne.

Brancheforeningen Cirkulær har udarbejdet en liste med anbefalinger til, hvilke lokale løsninger der kan indgå i en sundhedsforsvarlig åbning og drift af pladserne, herunder portvagt, bomløsninger, nummerpladestyring, onlinebooking og andre muligheder, der passer til indretningen af kommunens genbrugsstationer. Se listen her.