Affaldsbekendtgørelse: Fin strømlining – men urealistisk tidsplan

Nyhed

En hurtig læsning af affaldsbekendtgørelsen, som Miljøministeriet netop har sendt i høring, viser en fornuftig balance mellem national strømlining og lokal fleksibilitet. Men tidsplanen er desværre fjern fra virkeligheden, mener Brancheforeningen Cirkulær.

piktogrammer

Brancheforeningen Cirkulær er glade for, at de fælles piktogrammer - som snart fejrer fire års fødselsdag - nu bliver en del af strømliningen af affaldssorteringen. Foto: Brancheforeningen Cirkulær.

Miljøministeriet har sendt den længe ventede affaldsbekendtgørelse samt vejledninger om indsamlingsordninger og sorteringskriterier i høring. Og umiddelbart tager Brancheforeningen Cirkulær godt imod strømliningen af affaldssortering, som fortsat kan ske med en vis lokal fleksibilitet.

”Vi vil gerne gøre det nemmere og mere ensartet at sortere affald for danskerne, men samtidig bevare en vis fleksibilitet for kommunerne. For der er bare forskel på et sommerhusområde i Blåvand og en boligblok i København. Den balance ser affaldsbekendtgørelsen umiddelbart ud til at ramme,” mener Mikkel Brandrup, direktør i Brancheforeningen Cirkulær.

Han tager også godt imod at de affaldspiktogrammer, Brancheforeningen Cirkulær og KL får fire år siden udviklede sammen med Miljøstyrelsen, bliver en del af strømliningen.

”Over 90 kommuner bruger allerede piktogrammerne, og nu kommer alle med. Dermed bør næste skridt være, at emballageproducenter og supermarkeder, byggemarkeder osv. også skal mærke deres produkter med piktogrammerne til affaldssortering”, siger Mikkel Brandrup.

Urealistisk tidsplan

Desværre er tidsplanen for implementering af sorteringen temmelig fjern fra virkeligheden. Bekendtgørelsen opererer med juli 2021 som deadline – dog juli 2022 for tekstiler. Det ærgrer Brancheforeningen Cirkulær, at branchen ikke er blevet taget med på råd her.

”Vi er uforstående overfor, at man ikke har inddraget viden fra virkeligheden. Når vi taler med vores medlemmer, så er de meget ærgerlige over, at man nu har opsat en tidsfrist, der er helt urealistisk. Vi risikerer en forkert forventningsafstemning med borgerne her,” siger Mikkel Brandrup.

Først og fremmest skal kommunernes lokale affaldsplaner og regulativer ændres og i flere måneders lovpligtig offentlig høring hos borgere, lokale virksomheder og foreninger, fx naturorganisationer. Dernæst skal planerne vedtages i byråd og kommunalbestyrelser, hvorefter der skal indkøbes nye spande samt udbydes indsamling og afsætning af affaldet – ligesom de samme affaldsspande skal produceres og leveres, og affaldsselskaber og renovatører måske skal have flere skraldebiler.

”Det kan lyde bureaukratisk, men det er nu engang de lokaldemokratiske og udbudsretlige spilleregler, vi er underlagt i kommunerne. Samtidig ønsker flere og flere kommuner, at affaldet hentes i klimavenlige el-skraldebiler, og de tager bare længere tid at få leveret eller ombygget”, siger Mikkel Brandrup.

Flere år forsinket

Han bemærker i øvrigt, at affaldsplanen er 2½ år forsinket. Den var ventet helt tilbage i marts 20218, men er siden blevet udskudt to gange – i januar 2019 og i senest i januar 2020. Hver gang er kommunerne blevet opfordret til at vente med at udarbejde lokale affaldsplaner.

”Embedsværkets nøl undrer os, når man nu kommer og beder kommunerne bryde lydmuren. Det vil vi tage en snak med ministeriet om, så bekendtgørelsen kan få et tiltrængt virkelighedstjek på det punkt,” siger Mikkel Brandrup.

Brancheforeningen Cirkulær vil nu nærlæse affaldsbekendtgørelsen og de tilhørende vejledninger og indsende et høringssvar.

Brancheforeningen Cirkulær undersøger ligeledes, om den reviderede affaldsbekendtgørelse har hjemmel i miljøbeskyttelsesloven, eller om den også skal ændres.