Der er politisk momentum for mindre affald og mere reparation

Pressemeddelelse

Alternativets udspil om affaldsforebyggelse og reparation er godt og visionært. For nylig har Radikale Venstre præsenteret forslag om samme emne, og miljøministeren har lovet et nationalt mål for affaldsreduktion. Det politiske momentum bør udnyttes til konkret lovgivning, mener Brancheforeningen Cirkulær.

Elektronikaffald5

Alt for mange hverdagsprodukter som elektronik, tøj og møbler ryger ud, selvom det kunne repareres. Derfor er det afgørende med stærkere politiske og økonomiske incitamenter til at fremme reparation. Foto: Brancheforeningen Cirkulær.

’Knæk affaldskurven’ har det i en del år lydt fra politikere og ministre på Christiansborg – men det har knebet med konkrete tiltag, der skal realisere visionen. 

Indtil nu, for med Alternativets udspil om mindre affald og mere reparation tegner der sig et politisk momentum til et tiltrængt opgør med Danmarks brug-og-smid-væk-kultur, mener Brancheforeningen Cirkulær – interesseorganisation for kommuner og kommunale affaldsselskaber.

”Danskerne og danske virksomheder smider alt for meget affald ud, og det hænger uløseligt sammen med et alt for højt forbrug af nye produkter, som bliver smidt ud efter alt for kort tid. Løsningen er at gøre det langt mere attraktivt at reparere og genbruge vores hverdagsprodukter. Der peger Alternativet på en række helt oplagte politiske tiltag,” mener Jens Bomann Christensen, direktør i Brancheforeningen Cirkulær.

Konkret foreslår Alternativet blandt andet at udvide reklamationsretten fra 2 til 6 år, omlægge servicefradraget til at gå til reparationer hos f.eks. cykelsmede, skræddere og elektronikmekanikere, samt at indføre pant og øgede afgifter på take-away-emballager.

For nylig har Radikale Venstre også foreslået en omlægning af bolig-job-ordningen i retning af mere reparation, en omlægning af afgifterne til gavn for flergangsemballager, samt en ’vægtafgift’ på tøj og tekstiler.

Og mest glædeligt stillede miljøminister Magnus Heunicke i slutningen af august i udsigt, at Danmark skal have et nationalt mål for affaldsforebyggelse.

”Der er helt klart politisk momentum, og der bør regeringen og Christiansborgpolitikerne udnytte, så det noget luftige ’knæk affaldskurven’-mantra kan omsættes til konkret lovgivning. Især er det positivt at flere partier ønsker at tage økonomiske virkemidler i brug for at forlænge produkters levetid og dermed udskyde det tidspunkt, de bliver til affald,” siger Jens Bomann Christensen.

Kontakt

lina katan
Specialkonsulent, ph.d.
7231 2079