Hvem jagter hvad på forsyningsområdet?

Af Kamma Holm Jonassen, vicedirektør, Brancheforeningen Cirkulær

Bølgerne går højt på forsyningsområdet: For eller imod kommercialisering eller privatisering af kommunernes forsyningsselskaber. Eller konkurrenceudsættelse. Eller liberalisering. Ministeren siger, han ikke vil privatisere, han vil effektivisere – og det gøres bedst ved at liberalisere. Andre råber vagt i gevær og advarer mod at pille ved kommunernes eller forbrugernes ejerskab af forsyningerne.

Så hvad er det egentlig, der jages? Der bruges tydeligvis mange ord, beregninger – og konsulentpenge – og alle vil vist egentlig det bedste. Hvor er det så, at vandene skilles?

For nogle er en offentlig forsyningssektor ensbetydende med, at opgaverne løses dårligt, ineffektivt og dermed væsentligt dyrere, end hvis de samme opgaver blev løst af private selskaber. Hvordan kan man have det synspunkt?

Jo – når en affalds-, vand- eller varmevirksomhed skal drives, handler det om at levere en ydelse mod betaling. En offentlig forsyningsvirksomhed må ikke indregne profit. Den får dækket omkostningerne via skatten, afgifter eller gebyrer, og den har samtidig monopol på at drive virksomheden.

For nogle meningsdannere er netop dét opskriften på en ineffektiv virksomhed: Hvis ikke du kan tjene penge, gider du ikke gøre det godt. Tilhængerne af den tankegang peger på, at det også hænger sammen med, at der ikke er en trussel for, at andre kan overtage opgaven.

For andre er offentligt ejerskab i stedet opskriften på en sikkerhed for, at det netop ikke er økonomiske hensyn, der er i højsædet, men mere samfundsøkonomiske hensyn – altså også hensyn til forsyningssikkerhed, borgerinddragelse, service, klima, miljø, sundhed osv.

En trossag

I bund og grund handler det om en trossag: Hvordan tror vi, vi bedst får adgang til affaldshåndtering, vand og varme, der lever op til de forventninger, vi har til et bæredygtigt samfund?

Tilhængerne af privat ejerskab i sektoren tror på, at markedskræfterne i videst mulig omfang styrer udviklingen. Ønskes markedet styret i en bestemt retning, så skal det gøres ved tilskud og afgifter. Dvs. hvis vi vil have, at også borgere i landdistrikterne skal forsynes, men ingen private selskaber synes, det er økonomisk attraktivt, må staten give tilskud, så det kan blive det.

Der er med andre ord ikke brug for virksomheder, der styres ud fra andre hensyn end det selskabsøkonomiske. Så er det politikernes opgave at give incitamenterne til, at det bliver økonomisk attraktivt for virksomheden at gå i den retning, som politikerne gerne vil have.

Modstanderne af dette synspunkt vil hertil sige, at når vi har at gøre med investeringer på forsyningsområdet, så er det afgørende med stabile rammevilkår. De taler om forsyningsinfrastruktur som rygraden i et velfærdssamfund, hvor alle borgere såvel som virksomheder er sikret adgang til bassale ydelser til en stabil lav pris.

Selskabs- eller samfundsøkonomi?

Jo mere usikkerhed om rammevilkårene, jo mindre investeringsvillighed på selskabsøkonomiske vilkår. Af den grund ser modstanderne det som et problem, hvis udgifterne til forsyningssikkerhed, sundhed, miljø, klima mv. bliver afhængige af det årlige politiske spil om finanslovens udfald. Det er ikke nær så sikre rammevilkår for investorerne, som hvis disse samfundshensyn i stedet var en integreret del af en samfundsøkonomisk styring, finansieret over skatter eller gebyrer.

For de markedskritiske spiller det også ind, at hvis markedet råder 100 procent, så skal krav til miljø og sikkerhed være tilpas robuste, så vi sikrer den kvalitet, vi som samfund ønsker i forsyningssektoren. Markedskritikerne tvivler således på, at markedet kan løse alle problemer med f.eks. luft- og vandforurening, CO2-udledning, genanvendelse osv., når først selskabsøkonomien bliver drivende.

Der vil med andre ord være en klar økonomisk gevinst ved at finde huller i loven. Kombinationen frit marked og høj kvalitet forudsætter derfor, at de embedsmænd, der skal udforme lovgivningen, er bedre inde i mekanismerne, og derfor kan forudsige markedets næste træk, sådan at hullerne kan lukkes på forhånd.

Politisk spørgsmål

Selvom mange aktører i forsyningssektoren argumenterer for det, så viser ovenstående, at der ikke et sandt svar eller en nødvendig vej at gå. Vi står derimod over for et stort politisk spørgsmål: Synes vi forsyningssektoren er en privatøkonomisk opgave, der drives bedst af de frie markedskræfter – dog understøttet af lidt offentlige tilskud hist og her?

Eller synes vi, at forsyningssektoren er en samfundsopgave, der derfor drives bedst i offentlige eller forbrugerejede virksomheder drevet ud fra en samfundsøkonomisk tankegang – dvs. under økonomisk hensyn til selskabet, borgerne, erhvervslivet, klimaet, sundheden mv.?

I sidste ende er det spørgsmålet, politikerne på Christiansborg skal svare på.