Nyt samarbejde skal fordoble genbruget 

Nyhed

Brancheforeningen Cirkulær, Røde Kors, Kirkens Korshær og Folkekirkens Nødhjælp er gået sammen om et genbrugsløfte. Målet er at samarbejde om en fordobling af genbruget.

zirkel genbrug odense

På landets genbrugspladser havner der masser af genbrugelige sager nede i containerne. De skal op igen og styrke genbruget - i samarbejde med velgørende organisationer. Foto: Brancheforeningen Cirkulær.

Hver dag havner der tonsvis af møbler, byggematerialer, elektronik og indbo i containerne på kommuner og affaldsselskabers genbrugspladser, som sagtens kunne bruges igen – og hver dag sælger frivillige i landets genbrugsbutikker tusindvis af ting, sager og tøj.

Et stærkere samarbejde mellem de to – genbrugspladser og genbrugsbutikker – er et af hovedelementerne i et nyt samarbejde mellem Brancheforeningen Cirkulær og Røde Kors, Folkekirkens Nødhjælp og Kirkens Korshær. De fire aktører er enige om et genbrugsløfte: at fordoble genbruget inden 2027.

”Klimaet har godt af genbrug, og selvom der er mange lokale eksempler på, at genbrugspladser og genbrugsbutikker spiller hinanden gode, så skal vi skrue endnu mere op for samarbejdet, så danskerne i langt højere grad giver og køber genbrug fremfor nyt,” siger Nana Winkler, specialkonsulent i Brancheforeningen Cirkulær.

Samarbejde, data og borgerindsats

Begge parter spiller en væsentlig rolle i genbrugskredsløbet. De kommunale affaldsselskaber har en central strukturel rolle som modtager og videreformidler af affalds- og genbrugseffekter, mens de frivillige velgørende organisationer har en central strukturel rolle som distributions- og aftagerled af genbrugseffekter, som enten afleveres direkte af borgerne i butikkerne eller kommer fra genbrugspladserne.

I første omgang skal eksemplerne på lokale, velfungerende samarbejder frem i lyset og udbredes. Derudover skal data og viden samles og gevinsterne ved genbrug – især for klimaet – dokumenteres, og så skal borgerne engageres i endnu højere grad.

Med genbrugsløftet forpligtes partnerne til et samarbejde, som effektivt optimerer indsatsen, skaber bedre forståelse og sikrer øget udnyttelse af erfaring og ressourcer til gavn for fremtidens genbrugsindsats i Danmark.

Kontakt

Nana Winkler
Specialkonsulent
7231 2075