Affaldssortering - Det er bare sådan vi gør

I psykologien har det nytte-optimerende og meningsdrevne individ spillet en stor rolle som udgangspunkt for hvordan adfærdsforandringer er blevet forstået. I Kraniebrud går dette individ igen i bæredygtighedspsykolog Simon Elsborg Nygaards perspektiv på affaldssortering.

Simon forklarer, hvordan psykologien har lagt vægt på den enkeltes motivation for at forandre adfærd, såsom at gå fra at bruge kun én til flere spande, når der skal smides ud. Motivationen, peger Simon på, kan komme fra bevidstgørelse om, at det giver mening at sortere, eller fordi man kan opnå særlige fordele, såsom social prestige .

Det psykologiske perspektiv er utvivlsomt relevant at tænke med, når man vil forstå visse aspekter af virkeligheden, men det udsnit, jeg har mødt i mit feltstudie, forklarer det ikke så godt. Nedenstående er baseret på en analyse som ikke er fulgt til dørs og fundene som refereres er således absolut foreløbige.

Det gør man bare

På mit feltstudie besøgte jeg en flok deltagere, som generelt set sorterer, men ofte ikke er særlig godt i stand til at forklare mig, hvorfor de sorterer. Sortering udtrykkes i langt højere grad som noget, de bare gør, fordi det gør man jo. Når jeg spørger, om de ved, hvad der bliver af affaldet, efter de har afleveret det, har mange aldrig før tænkt over det før.

Empirien antyder altså, at det er noget andet end bevidstgjort meningsfuldhed og en refleksivt forankret motivation, som ligger til grund for disse deltageres affaldspraksis. (Dette er dog ikke det samme som at sige, at psykologiens forklaringsmodel ikke kan forklare andre menneskers praksis.)

Netop fordi min deltagere ofte falder tilbage på begrundelsen, ”det gør man bare”, når de skal forklare mig, hvorfor de sorterer, er det også svært at genkende psykologiens nytteoptimerende individ i min empiri.

Simon forklarer, hvordan psykologiens rationelle individ handler (relativt) bevidst for at opnå særlige fordele. Fordelene kan være økonomiske, tidsmæssige eller sociale. Imidlertid er der ikke meget i min empiri som antyder, at mine deltagere sorterer deres affald, fordi de har gjort sig en mere eller mindre bevidst kalkule over fordele, de dermed opnår. Hvis jeg alligevel skal pege på et forhold, som kan relateres til de ’nytteformer’ Simon nævner, så handler det om social accept.

Social accept

Simon peger på, at man muligvis kan opnå social prestige, ved at sortere affald. Prestige handler om at udmærke sig, altså skille sig ud fra mængden, mens social accept handler om det modsatte, nemlig at blive anerkendt som ’en af os’, om at være del af en helhed eller et fællesskab. Og her ophører forskellene i perspektiverne ikke. Hvor Simon peger på at muligheden for at opnå social prestige kan være motiverende for affaldssortering, er der i mit materiale træk, der tyder på, at behovet for social accept har den modsatte effekt.

Helt konkret er der blandt mine deltagere en tilbøjelighed til at undlade dels af at belære andre om sortering og dels af at afbryde en samtale – eller i det hele taget flowet i socialt samvær – for på den ene eller anden måde at sørge for, at der bliver sorteret.

Denne handler kort fortalt om nogle sociale normer omkring, hvornår det er passende at sige eller gøre hvad – med andre ord en fælles forståelse af situationsfornemmelse.

Hvis vi i givne situationer insisterer på sortering på bekostning af den gode stemning i samværet med andre, risikerer vi at blive opfattet som nogle, der har et ekstremt forhold til sortering - som hellige, bedrevidende eller fanatiske. Alle tre betegnelser handler om at skille sig ud fra fællesmængden, men på den dårlige måde.

Hellig, bedrevidende, fanatisk er ingenlunde ophøjende betegnelser, de er i snarere nedgørende og den som på denne måde skiller sig ud fra fællesskabet, risikerer i værste fald med tiden også at blive udskilt fra det.