Affaldssortering gør det intime og private, globalt og politisk

Madlavning, fredagshygge, tøjindkøb på nettet, breve fra myndigheder, oprydning i gemmer og gamle sager er praksisser – daglige gøremål – som genererer affald. Samtidig kan det være praksisser, som handler om det allermest nære.  Det vil sige praksisser som vedrører vores nærmeste relationer, vores ønske om at drage omsorg for dem, samt vores kærlighed eller konflikter med dem:

Madlavning kan for eksempel handle om basale behov og om at vise kærlighed og omsorg, fredagshygge kan handle om at koble af efter en lang arbejdsuge og lande i familien, tøjindkøb kan handle om at holde varmen og om hvordan vi gerne vil fremstå for vores omgivelser, et brev i postkassen kan åbenbare en afgørende meddelelse fra et nævn eller en offentlig instans, oprydning kan handle om en fase i livet, som er forbi.

Det kan også være at det handler om alt muligt andet og mindre følelsesladet. Netop det er faktisk ikke det mest væsentlige under denne overskrift. Det væsentlige er, at det hele finder sted i hjemmet, og at hjemmet på den måde danner rammen om praksisser, som kan være højst intime og private.

Praksisser giver affald

Det væsentlige er, at hjemlige praksisser – som dem, der er nævnt her – genererer affald, og at affaldet skal forlade hjemmet i sorterede fraktioner. Det væsentlige også, er at de fleste borgere – hvad de også gør ret i – forstår sortering som en af de mest håndgribelige måder at bidrage til den grønne omstilling (jf. sidste nyhedsbrev).

Det væsentlige er, at affaldssortering på denne måde forbinder hjemmet som vores mest private og intime rum, det som for de fleste af os repræsenterer det allermest nære, med noget så stort og abstrakt som den globale og stærkt politiserede klimakrise.