Cirkulær økonomi udfordres af virkeligheden

Af Jacob Hartvig Simonsen, direktør, Brancheforeningen Cirkulær

I stedet for at producere, bruge og smide væk skal vi bruge de samme ressourcer igen og igen. Det er den tillokkende tankegang i cirkulær økonomi. En verden, hvor én mands affald er en anden mands ressource. En verden uden affald.

En fantastisk vision som politikere og miljøfolk tager til sig i stadig stigende grad. Vi affaldsfolk er lige dele begejstrede og udfordrede. Begejstrede, fordi vi deler visionen. Udfordrede, fordi vi også ser ned i skraldespanden – og det, vi ser, er en stor, vanskelig og kompleks opgave. 

Eternit – med eller uden asbest?

Et eksempel på et materiale, vi har vanskeligt ved at bruge igen og igen, er asbestfrit eternit. Asbest i eternit blev forbudt i 1986, og de sidste eternitplader med asbest blev solgt i Danmark i 1988 – snart 30 år siden. Siden da har eternit ikke indeholdt asbest, og disse asbestfrie eternitplader kan genanvendes helt problemfrit. Sker det så? Det klare svar er desværre nej.

Gennem de seneste tre år har kommuner og affaldsselskaber set mange eksempler på, at eternit eller andre cementfiberbaserede materialer, som kan dokumenteres at være asbestfrit, og som derfor skal genanvendes, alligevel ender med at blive deponeret.

Når en entreprenør skal af med en mængde asbestfrit eternit, er det kildesorteret genanvendeligt erhvervsaffald. Forpligtelsen om at udsortere og genanvende materialet påhviler her virksomheden/entreprenøren. Genanvendelsesløsningen skal i teorien findes i markedet – men der er bare ikke noget marked!

I virkelighedens verden kører entreprenøren derfor til de kommunale deponeringsanlæg. Her får han at vide, at materialet ikke kan modtages til deponi, idet det ikke er tilladt at deponere eller modtage genanvendeligt erhvervsaffald.

Med god grund aner entreprenøren ikke sine levende råd. Når han har kontaktet genanvendelsesvirksomheder, har han fået at vide, at asbestfrit eternit ikke modtages til genanvendelse. Genanvendelsesvirksomheder ”tør” ikke genanvende materialet af frygt for, at der senere opstår tvivl, om materialet nu alligevel indeholder asbestfibre.

120.000 tons

Derfor ender det ofte med, at entreprenøren ønsker materialet deponeret som asbestholdigt affald. Idet der ikke er mulighed for at genanvende materialet, kan kommunerne ende med at klassificere det som deponeringsegnet – og affaldsselskaberne ender med at deponere de genanvendelige materialer. I værste fald kan der også være et incitament til, at entreprenøren forurener de rene materialestrømme for at kunne komme af med dem.

Det er ikke småting, det handler om. I 2012 blev der deponeret ca. 120.000 tons asbestholdigt affald i Danmark (primært tagplader). Hvis det antages, at 10 procent af mængden i dag reelt er asbestfrit eternit, svarer det til, at vi årligt deponerer ca. 12.000 tons genanvendeligt affald. Idet der ikke produceres eternittagplader indeholdende asbest i dag, vil de estimerede 10 procent om føje år nærme sig 100 procent, uden at det måske giver anledning til øget genanvendelse.

Mere og mere komplicerede produkter

Eksemplet med asbestfrit eternit er konkret, men illustrativt, for det handler ikke kun om eternit. Andre materialestrømme, vi ønsker genanvendt, men som indeholder kemikalier eller andre miljøfremmede stoffer, kan betragtes parallelt.

Vi lever i et samfund med tusindvis af produkter. Produkterne bliver mere og mere komplicerede – specieldesignet med det sigte at opfylde nogle helt specifikke egenskaber i forbrugsfasen.

Eksempelvis indeholder produkter stadig flere kemiske stoffer. Der er over 100.000 kemiske stoffer, som må markedsføres i EU. I en alarmerende hastighed kommer der nye stoffer og forbindelser til. Udfasningen af problematiske stoffer foregår til gengæld i et meget moderat tempo. Vi har eksempelvis talt om udfasning af de hormonforstyrrende ftalater i legetøj til børn i over 15 år og er ikke i mål endnu. Kemiske stoffer, kompositmaterialer, laminater af forskelligt materiale er en kæmpe udfordring, når man skal skille produkterne ad for at bruge dem igen. 

Når den usynlige hånd svigter

Der er også andre og meget jordnære udfordringer. Eksempelvis står kommuner og affaldsselskaber ofte med materialer, som er egnet til genanvendelse for kun at opdage, at ingen hverken vil eje eller have dem. Faktum er, at priserne på verdensmarkedet for genanvendelige materialer i den seneste tid er styrtdykket. For et år siden kunne man få 6.000 kr. per ton papir. Nu er vi nede på ca. 1.000 kr. per ton. De økonomiske incitamenter til at genanvende er således blevet markant svækket. 

Brancheforeningen Cirkulær mener, at vi har brug for at indrette vores samfund, så det også kan håndtere problemerne, når den usynlige hånd svigter. Kommuner, affaldsselskaber og private aktører har brug for at kunne arbejde sammen om løsningerne – ikke kun når markederne svigter, men også i de situationer, hvor markederne ikke er modnet endnu.

I stedet har nu fået indrettet det danske affaldssystem på en så idiotisk måde, at kommunerne ikke længere må håndtere genanvendeligt erhvervsaffald. Vi er således i en situation, hvor lovlydige virksomheder, kommuner og affaldsselskaber skal kriminalisere sig selv for at kunne løse de praktiske udfordringer, vi har i vores samfund. Det holder ikke.

Kommuner og affaldsselskaber bør have en klar rolle i den cirkulære økonomi. Vi ønsker at kunne arbejde på hele den affaldspolitiske palet. Affaldsforebyggelse, øget genbrug, øget genanvendelse og miljøsikker håndtering af affald hænger sammen.

Kommunerne skal kunne være fødselshjælper, der kan puste liv i vanskelige markeder. Det kræver, at de kunstige barrierer mellem husholdningsaffald og erhvervsaffald fjernes, så kommuner og affaldsselskaber kan samarbejde med erhvervslivet om at finde løsninger, der i det lange løb kan bringe os i sikker retning af en mere cirkulær økonomi.

Artiklen er bragt i Teknik og Miljø, september 2016.