Emballager: Den evige hovedpine, vi måske får kureret i år?

Af Jens Bomann Christensen, direktør, Brancheforeningen Cirkulær.

Debatindlægget er første gang bragt i Altinget, 31. januar 2024.

Der findes næppe typer af affald, vi diskuterer mere end emballager. Måske skyldes det, at vi hver især hver eneste dag står med en tom emballage mellem hænderne, vi gerne vil af med.

Og det skyldes nok også, at emballager – især dem af plast og forskellige sammenklistrede materialer – er noget af en hovedpine at genanvende og omdanne til nye produkter af bare nogenlunde kvalitet.

2024 bliver året, hvor vi skal diskutere emballager som aldrig før – men også året, hvor hovedpinen måske finder en kur. Det er der to grunde til.

Først og fremmest skal Europa-Parlamentet, Kommissionen og Ministerrådet endeligt lande en politisk aftale om den såkaldte emballageforordning: En ny lov, der skal sætte rammerne for de emballager, der sendes på markedet i EU.

Lovgivningen kan vise sig skelsættende, fordi vi for første gang kan få håndfaste krav til selve emballagerne, om genbrug og genanvendelighed, mængden af emballager og hvor stor en andel af emballagerne, der skal være lavet af for eksempel genanvendt plast.

Tidligere har der hovedsageligt været krav til affaldshåndteringen, det vil sige hvor stor en del der skal sorteres og indsamles separat. 

Når jeg skriver, at forordningen kan blive skelsættende, er det fordi, at de tre EU-institutioner har forbløffende forskellige ambitionsniveauer.

Især EU-Parlamentet har besluttet at arbejde for at udvande mange af de nødvendige og ambitiøse krav – efter kraftigt lobbypres fra en række store industriaktører, der kæmper for at fastholde status quo.

Og presset har været voldsomt. Adskillige parlamentarikere – heriblandt danske Niels Fuglsang (S) – har offentligt været ude at sige, at de ikke tidligere har oplevet så stort et lobbypres.

Et eksempel er de organisationer, der repræsenterer producenter af mad- og drikkekartoner.

Her har man åbent sagt, at man kæmper imod krav om emballager, der kan genbruges og fyldes igen, fremfor engangsemballager, som langt de fleste mad- og drikkekartoner i dag er.

Også fastfood- og take-away-industrien har været på barrikaderne for at kunne fortsætte med at bruge engangsemballager.

Derudover har store mærkevareproducenter kritiseret kravet om genbrugelige og genpåfyldelige emballager samt krav om at undgå overemballering, fordi det i deres øjne forhindrer varerne i at ’præsentere’ sig eksklusivt. 

Mit budskab til såvel de danske EU-parlamentarikere som de embedsfolk, der deltager i de afsluttende forhandlinger på vegne af regeringen, er at holde fast i de høje ambitioner og målet om at gøre emballager mere cirkulære og bæredygtige.

Sideløbende med EU-sporet er de vigtigste brikker ved at blive lagt her i Danmark for det udvidede producentansvar for emballageaffald.

Et af de afgørende elementer er de såkaldte ’miljøgraduerede gebyrer’.

Lidt forenklet sagt giver de en økonomisk gulerod til de emballager, der er nemme at genbruge og genanvende, og omvendt økonomisk straffer emballager, der er svære at genanvende -  for eksempel hvis de består af flere forskellige typer plastik eller andre materialer, der er limet eller svejset sammen.

På den måde skal både vores og politikernes ønske om miljømæssigt bedre emballager indfries.

Det er kompliceret lovgivning, embedsværket skal udfærdige. Det vil jeg gerne anerkende. Omvendt er indførelsen af producentansvaret et EU-krav, Danmark har kendt til siden 2018, så der har været god tid.

Jeg vil gerne fremhæve plastikemballager og mad- og drikkekartoner som de største kilder til hovedpinen i affaldsselskaberne – og der, hvor lovgiverne skal sætte ind med den mest omfattende behandling.

Medicinen er der dog. For eksempel ved vi nu med stor sikkerhed, at monomaterialer er nemmere at genanvende. De miljøgraduerede gebyrer skal derfor selvsagt tilskynde brugen af monomaterialer.

Og pisken – eller guleroden – skal være stor. Det er helt afgørende for systemets succes, at det graduerede gebyr ikke blive en marginal omkostning for den enkelte producent. Det skal kunne mærkes, hvis man markedsfører en emballage, der reelt ikke kan genanvendes i sidste ende.

Derfor er det også oplagt, at den plastik-afgift, Danmark hvert år betaler til EU som del af vores medlemskontingent for plastik, vi ikke genanvender, fremover finansieres gennem producentansvaret.

Det vil sige dem, der markedsfører plastikemballager, der er svære at genbruge og genanvende, rent faktisk kommer til at betale regningen.

I dag er der ikke samme incitamentsstruktur, fordi det er den store fælleskasse i form af finansloven, der betaler de cirka 600 millioner kroner om året, det drejer sig om.

Som med EU’s emballageforordning afhænger producentansvarets chancer for succes af, hvor ambitiøse politikerne vælger at være, når visionerne skal omsættes til adfærdsændrende lovgivning.

Begge dele kan vise sig at være den nødvendige medicin mod emballagehovedpinen – men hvis lægen tøver med at udskrive recepten eller doserer for lidt medicin, er der lange udsigter til helbredelse.