Lovforslag om emballageaffald er en ommer

Høringssvar

Producentansvar på emballageaffald rummer store miljømuligheder såvel som ændringer for affaldssektoren. Alligevel er lovforslag alt for ukonkret, og overlader al beslutningskraft til ministeren og embedsmændene – uden politisk debat. Betænkeligt, mener Brancheforeningen Cirkulær.

affaldssortering plastik papir

I 2025 skal Danmark indfører producentansvar på emballager - som betyder, at regningen og ansvaret for håndteringen af emballageaffald flyttes til producenten af emballagen. Det er en stor ændring af det nuværende affaldssystem i Danmark, men rummer store miljømæssige muligheder, så vi eksempelvis kan få plastikemballage, der er nemmere at genanvende. Foto: Affaldsfotobank.dk.

Meget betænkeligt.

Det er Brancheforeningen Cirkulærs umiddelbare reaktion på det lovforslag om producentansvar på emballageaffald, Miljø- og Fødevareministeriet har sendt i høring.

Lovforslaget skal i princippet implementere det EU-direktiv, som pålægger Danmark at flytte ansvar og finansiering for håndtering af emballageaffald over på emballageproducenten fremfor i dag på den borger eller virksomhed, der smider emballagen ud.

Det er en markant ændring af affaldssystemet som vi kender det, og hvordan man konkret vælger at implementere reglerne, har stor betydning – og rummer store miljømæssige muligheder – for den danske affaldssektor såvel som detailhandel og emballageindustri.

De muligheder bliver imidlertid ikke indfriet med det nuværende lovforslag.

”Lovforslaget består primært af bemyndigelser til ministeren, og det fremgår stort set ikke, hvordan producentansvaret i praksis skal implementeres”, skriver Brancheforeningen Cirkulær i sit korte høringsbrev, der ledsager det længere egentlige høringssvar.

Hvor er den politiske debat?

Samtidig bypasser embedsværket efter Brancheforeningen Cirkulærs opfattelse de folkevalgte politikere på Christiansborg.

”Det er betænkeligt, at en række væsentlige valg overlades til ministeren og centraladministrationen uden at have været genstand for en politisk debat”, skriver Brancheforeningen Cirkulær og fortsætter:

”Vi vil derfor opfordre til, at der snarest tages en politisk debat om, hvordan rammerne for implementeringen af producentansvaret i Danmark skal se ud. Vi opfordrer til, at øvrige relevante aktører inddrages i debatten.”

Brancheforeningen Cirkulær har deltaget i ministeriets og Miljøstyrelsens følgegruppe på området det seneste 1½ år. Følgegruppen har imidlertid kun været brugt til at komme med sporadiske input og kommentarer på diverse konsulentrapporter, fremfor at være brugt til at udvikle forslag og principper til den nye lovgivning.

Skal gøre emballager nemmere at genanvende

Producentansvar på emballager skal i teorien gør emballager nemmere at genanvende. Når emballageproducenten får praktisk og økonomisk ansvar for at håndtere emballagen, når den er blevet til affald, skal det anspore til at designe emballager, der er nemmere og billigere at bruge igen.

Det vil efter Brancheforeningen Cirkulærs opfattelse ikke ske med det nuværende lovforslag.

Brancheforeningen Cirkulær har derfor formuleret forslag til en alternativ model, som blandt andet anbefaler:

  • Kommuner og affaldsselskaber får en afgørende rolle ved indsamling og indledende sortering af emballageaffaldet – ligesom i dag, fordi det virker.
  • Der skal bruges en lang række incitamenter til at få bedre emballager, blandt andet afgifter, forbud og krav om udfasning, brug af genanvendelige materialer, designkrav og krav om standardisering af emballager.
  • De nye regler skal sikre og understøtte samarbejde på tværs i værdikæden, særligt mellem private og offentlige aktører.

 

Intet nyt fra elektronikfronten

Miljø- og fødevareministeriet har også sendt en ny lov om elektronikaffald i høring – her er der nemlig også producentansvar.

Det har bare aldrig fungeret efter hensigten. I stedet for at skabe mere genbrug og reparation af elektronik, ansporer det nuværende producentansvar til at elektronikaffald hakkes i småstykker, og kun værdifulde og nemt tilgængelige materialer som metaller bruges igen. Resten går tabt.

Og det vil fortsætte, vurderer Brancheforeningen Cirkulær, som ingen forbedringer ser i de foreslåede regelændringer.

Tænk socialøkonomiske virksomheder ind i systemet
Brancheforeningen Cirkulær har allerede for to år siden foreslået, at det skal være muligt for kommunerne at skabe socialøkonomiske virksomheder, der kan styrke genbrug og reparation af elektronikaffald og samtidig hjælpe borgere, der har svært ved at finde fodfæste på arbejdsmarkedet.

Samtidig skal rammerne for genbrug og reparation på landets genbrugspladser – hvor der afleveres meget elektronik – styrkes. Det har nemlig allerede vist sig at fungere lokalt, og det giver god mening for borgerne.

Hent forslaget om socialøkonomiske reparationsvirksomheder her.