Debat: Producentansvar er til for miljøet - ikke industrien

Den har muligvis stået på gin og tonics mange steder, da sensommervarmen kom til Danmark i begyndelsen af august, og for affaldsnørder som os er denne dejlige drink et studie i det blandingsemballage-misbrug, vi både som forbrugere og affaldsansvarlige lider under.

Flasken med gin er nem i denne sammenhæng: Den er oftest af glas. Tonic kommer i både glas- og plasticflasker og i metaldåser. Takket være vores fantastiske pantsystem er tomme tonic-emballager alligevel relativt nemme at få indsamlet og genanvendt.

Tømmermændene kommer først, når vi ser på den citronskive, der gør sig godt i en G&T. En tur i supermarkederne afslører, at du både kan få citroner i hårde plasticbakker (af forskellige plasttyper) omviklet med blød plast, i papbakker med blød plastic om sig, i blød plasticfolie alene, i
plasticnet, i stofnet – og helt uden emballage andet end måske et lille øko-klistermærke og citronens egen gule skal. Men hvorfor? Det er et godt spørgsmål, som vi også godt kunne tænke os at kende svaret på.

Uanset forklaringen er konsekvensen et unødvendigt besvær med at affaldssortere, håndtere og genanvende emballagerne – hvis det overhovedet er muligt.

Heldigvis kan en lille revolution måske være på vej, når EU har pålagt Danmark at indføre producentansvar på emballager senest i 2025. Kort sagt betyder det, at virksomheder, der producerer og importerer produkter i emballage – f.eks. fødevareproducenter og supermarkeder – i fremtiden får ansvaret for emballagerne, når de bliver til affald. De skal altså sørge for og betale for indsamling og efterfølgende affaldsbehandling. I dag betaler forbrugerne (privatpersoner såvel som virksomheder) den regning – for privatpersoner via affaldsgebyret til kommunerne.

I teorien skulle det få virksomheder til at bruge emballager, der nemmere kan genbruges og genanvendes, når de fremover selv skal betale regningen.

I Brancheforeningen Cirkulær følger vi spændt med i processen, for perspektiverne er positive. For os er det helt afgørende at:

• Producentansvaret rent faktisk skal presse på en positiv udvikling iemballagedesign og -forbrug.
• Vi skal have så meget som overhovedet muligt omfattet af vores vidunderlige pantsystem – som allerede er en form for producentansvar for emballage.
• De ansvarlige virksomheder skal afholde de reelle omkostninger, så forureneren betaler-princippet opretholdes.
• Kommunerne skal stå for en enstrenget indsamling, så vi ikke har parallelle sorteringssystemer ved den enkelte husstand.
• Emballager udgør kun 8 pct. af Danmarks samlede affaldsmængder. Også andre produkter skal reguleres, så der gives incitament til at designe til genbrug og genanvendelse.

Alt ovenstående burde være logik for lovgivere, men det er desværre ikke tilfældet. Det er to år siden, EU besluttede at også Danmark skal indføre producentansvar. Men citroner (og mange andre ting) er fortsat emballeret temmelig forskelligt til ugunst for den efterfølgende affaldshåndtering – og det er fortsat uklart, hvornår der sker ændringer.

Hele EU døjer faktisk med overforbrug af emballager, der er designet uden hensyntagen til genbrug og genanvendelse, selvom alle lande i dag – med undtagelse af Danmark og Slovenien – har producentansvar på emballageaffald. Kommuner og lokale myndigheder på tværs af EU hænger stadig på store regninger, som jo rettelig burde være betalt af f.eks. fødevareindustrien og detailhandlen. At give dem ansvaret resulterer desværre ikke automatisk i mere affaldsvenlige emballager eller tilstrækkelig med investeringer i indsamling, genbrug og genanvendelse af dem.  

På Ingeniørens nichemedie WasteTech har man for nylig kunnet læse i detaljer om, hvordan Sverige kæmper med alle disse problemer. På trods af producentansvar på emballager siden 1994 har Sverige fortsat kun en reel genanvendelsesprocent på plastemballager på 20 procent.

Risikoen ligger derudover i, at miljøminister Lea Wermelin (S) og hendes embedsmænd skeler for meget til den måde, hvorpå Danmark har organiseret producentansvaret for elektronikskrot. Det har ikke givet skyggen af mere holdbare elektronikprodukter, der nemmere kan repareres eller genanvendes. Og da de øvrige folketingspartier har nikket til, at den konkrete udformning nu skal fastlægges i bekendtgørelser, er beslutningskompetencen endegyldigt deponeret i ministeriet.

Samtidig er de private industri- og erhvervsorganisationer godt i gang med at forskyde debatten fra det vigtigste – nemlig design og brugen af affaldsvenlige emballager – til at handle om, at kommunerne skal fratages muligheden for selv at stå for affaldsindsamlingen. Ligeså kæmpes der for kun at skulle betale 80 procent af regningen, som er minimum ifølge EU-direktivet, frem for de reelle omkostninger.

Faldgruberne er mange, og vi risikerer derfor fortsat, at gin er mere fornuftigt emballeret end citroner. Det er afgørende, at alles øjne rettes mod målet: bedre emballager, og ikke penge- og opgavefordeling.

I Brancheforeningen Cirkulær vi vil naturligvis arbejde konstruktivt for et producentansvar, der er på miljøets side – frem for at det bliver greenwashing af endnu en privatiseringsøvelse.