Folkemødet 2019: Verdensmål, plastik og cirkulær økonomi

Nyhed

Brancheforeningen Cirkulær gør status over endnu et vellykket Folkemøde i Allinge på Bornholm. Folkemødet i år havde overordnet fokus på FN’s verdensmål, og for affaldsdebatterne betød det et stort fokus på plastik og cirkulær økonomi.

DAF - Folkemødet2

Huxi Bach og det nye Folketing: Brancheforeningen Cirkulærs, Dansk Fjernvarmes, DANVAs og Danske Vandværkers fælles debat om forsyning og kritisk infrastruktur.

For ottende år i træk deltog Brancheforeningen Cirkulær i det netop afsluttede Folkemøde på Bornholm. Til forskel fra de to seneste år havde foreningen ikke telt, men afholdt i stedet arrangementer på Næsgaarden, der ligger uforstyrret et stenkast fra folkemødeområdet. Udover egne arrangementer deltog foreningens direktør, formand og politiske chef i en række debatter.

Cirkulær økonomi kræver offentligt engagement

Torsdag eftermiddag var DAKOFA vært for debatten ’Cirkulær økonomi – hvordan kommer vi videre?’. Her deltog Brancheforeningen Cirkulærs direktør Charlotte Fischer i panelet sammen med Jonas Engberg fra CARE, Lisbeth Hagelund fra Dansk Erhverv og Mathilde Aggebo fra KADK.

DAKOFA debat på Folkemødet
 

Panelet diskuterede hvilke rammebetingelser og incitamenter, der kan sikre, at de relevante aktører innoverer og tænker nyt til gavn for en mere cirkulær økonomi. Jonas Engberg fra CARE lagde vægt på, at vi skal se ud over landets grænser, hvis vi vil være arbejde mod en højere grad af cirkulær økonomi:

”Vi agerer i europæisk kontekst, vi skal lade os inspirere af dem, der er endnu bedre. Vi skal være et førende cirkulært land!” sagde Jonas Engberg.

Brancheforeningen Cirkulærs direktør Charlotte Fischer understregede, at det er alfa og omega at huske det offentlige, når det kommer til cirkulær behandling af affald:

”Vores udfordring er, hvad snitfladen er mellem marked og det offentlige. Markedet kører ikke den cirkulære agenda af sig selv. Vores medlemmer giver penge for at affaldet bliver genanvendt.” sagde Charlotte Fischer.  

Socialøkonomiske virksomheder: fra småt til stort

Det Socialøkonomiske telt på Folkemødet

I det Socialøkonomiske Telt inviterede Kooperationen og Brancheforeningen Cirkulær senere på dagen til gruppearbejde om udfordringer og muligheder ved cirkulær økonomi og socialøkonomiske virksomheder. Her deltog repræsentanter fra virksomheder og organisationer med forskellig tilknytning til det socialøkonomiske område i såkaldte ”fishbowl”-diskussioner om, hvordan samarbejdet mellem affaldsselskaber og sociale virksomhedsformer kan skaleres op fra pilotprojekter til storskala-tiltag.

 
 

Er plastik fantastic?

Det spørgsmål stillede COOP paneldeltagerne i en debat med fokus på plastemballager og plastiks fordele og ulemper. Her sad Brancheforeningen Cirkulærs politiske chef Mikkel Brandrup i panelet sammen med miljøpolitisk chef i Plastindustrien Christina Busk, corporate partnership manager i WWF Malene Møhl og CSR chef i COOP Signe Frese. Selvom deltagerne var uenige på visse punkter, var de grudlæggende enige om, at selvom plastik er et essentielt materiale, så skaber det store udfordringer, når det bliver til affald. 

Huxi Bach og det nye folketing

Igen i år havde foreningen allieret sig med søsterorganisationerne DANVA, Dansk Fjernvarme og Danske Vandværker om et fælles arrangement om forsyningssektoren. Under overskriften Huxi Bach og det nye Folketing modererede satiriker Huxi Bach en paneldebat mellem de kommende folketingsmedlemmer Katarina Ammitzbøll (K), Jens Joel (S), Carsten Kissmeyer (V) og forhenværende Folketingsmedlem fra Enhedslisten Rasmus Vestergaard.

Deltagerne fortalte om deres egne visioner for forsyningssektoren i forbindelse med deres indtræden i det kommende Folketing, og debatterede særligt kritisk infrastruktur og regulering af forsyningsbranchen.

Her pegede Jens Joel på vigtigheden af at have en fællesejet forsyningssektor: “Vi har en af de stærkeste forsyningssektorer i verden, fordi vi tidligere har turdet at foretage de langsigtede investeringer.” sagde Jens Joel (S).

Debat om Danmarks stigende affaldsmængder

Daf på Folkemødet

Fredag aften var det tid til Brancheforeningen Cirkulærs debatarrangement ”Danmark og affaldet”. Direktør Charlotte Fischer var ordstyrer for et panel bestående af Tine Sille Svendsen fra Den Grønne Studenterbevægelse, sustainability director i Arla Jan Dalsgaard Johannesen, forsker ved SDU Henrik Wenzel, formand for Plastic Change Henrik Beha Pedersen, direktør i BOFA Jens Hjul-Nielsen, og Brancheforeningen Cirkulærs formand Mads Jakobsen.

Debatten tog udgangspunkt i paneldeltagernes egne forslag til at få reduceret de stigende affaldsmængder, og både ny regulering, mere effektiv genbrug og genanvendelse og bedre emballager blev diskuteret. Desuden diskuterede deltagerne også spørgsmålet om det høje privatforbrug, der som bekendt er tæt knyttet til affaldsmængderne. Tine Sille Svendsen argumenterede for, at man fra politisk side også skal sætte ind her: “Det gode liv kræver ikke et stort forbrug”, sagde Tine Sille Svendsen.