Grøn skattereform: Implementering i strid med politisk aftale

Nyhed

Affaldsenergianlæg kan kun spare halvdelen af en CO2-afgift ved etablering af CO2-fangst med den nuværende implementering af den grønne skattereform. Det forringer businesscasen, advarer Brancheforeningen Cirkulær og Dansk Fjernvarme.

Fjernvarme Fyn - Affaldsenergi2

Flere af de kommunale affaldsenergianlæg har ambitiøse planer om CO2-fangst, men de er i fare med Skatteministeriets udkast til fastsættelse af en CO2-afgift. Foto: Brancheforeningen Cirkulær.

En afgørende forudsætning for etablering af CO2-fangst på affaldsenergianlæg er, at anlæggene kan undgå at betale en CO2-afgift. Det aftalte partierne bag Grøn Skattereform også i juni 2022.

Men nu ser den forudsætning ud til at falde til jorden, hvis Skatteministeriets lovudkast, der implementer skattereformen, går igennem.

Her lægges der nemlig op til, at kun halvdelen af CO2-afgiften på 750 kr. kan spares. Og det gør det sværere at få økonomien i CO2-fangst til at hænge sammen, skriver Brancheforeningen Cirkulær og Dansk Fjernvarme i et fælles høringssvar. Det er desuden helt i strid med den politiske aftale, mener organisationerne.

”Vi har ventet længe på at få såvel økonomiske som juridiske rammer på plads, så CO2-fangst på affaldsenergianlæg kan bidrage til at Danmark når 2030-målsætningen. Derfor har vi simpelthen ikke tid til, at Skatteministeriet på denne måde stikker en kæp hjulet i den grønne omstilling,” siger Jens Bomann Christensen i en kommentar.

Reelt set kan det give dødstødet til mange af anlæggenes planer om at etablere CO2-fangst.

"Det er i forvejen ikke en guldrandet forretning," siger Jens Bomann Christensen i Politiken, som har dækket problematikken.

Kontakt