Affaldsenergi-ejere genanvender lige så meget som ikke-ejere

Nyhed

Kommuner, som ejer affaldsenergianlæg, har lige så høj genanvendelse som kommuner, der ikke ejer affaldsenergianlæg. Det viser ny statistisk analyse fra Brancheforeningen Cirkulær.

Vestforbrænding - Affaldsenergi

Kommuner, som ejer affaldsenergianlæg, genanvender ligeså meget affald som kommuner, der ikke ejer affaldsenergianlæg. Det gælder også for erhvervsaffald. Foto: Vestforbrænding.

Der er ingen sammenhæng mellem kommunernes genanvendelsesprocenter og det forhold, om en kommune er medejer eller ej af et affaldsenergianlæg.

Det viser en ny statistisk analyse fra Brancheforeningen Cirkulær på baggrund af data fra Miljøstyrelsens affaldsdatasystem samt data fra JHN Processors nøgletalsmodel.

Ingen forskel i genanvendelse

Kommuner, som ejer et affaldsenergianlæg, havde i 2017 en gennemsnitlig genanvendelsesprocent på 53% for husholdningsaffaldet, mens den var 52% for kommuner, som ikke ejer et affaldsenergianlæg.

”Alle kommuner jagter målet om mere genbrug og genanvendelse – uanset om de ejer eller ikke ejer et affaldsenergianlæg. Det viser analysen med al tydelighed,” mener direktør i Brancheforeningen Cirkulær Mikkel Brandrup.

”Overalt i landet har kommuner og affaldsselskaber rullet nye affaldsspande til mere sortering ud, de har sagt farvel til småt brændbart-containerne og investeret i nye sorteringsmuligheder på genbrugspladserne. De er gået i dialog med borgerne og samarbejder med virksomhederne. Kort fortalt: De har rykket på omstillingen til cirkulær økonomi,” siger han.

Ingen forskel for erhvervsaffald

Brancheforeningen Cirkulær har også foretaget en datakørsel af erhvervsaffald fra virksomheder (2017-tal) - herunder også fra industri og byggeri. Den viser samme resultat. I kommuner, som ejer affaldsenergianlæg, er genanvendelsen af affald fra virksomheder i gennemsnit 72%, mens den i kommuner, som ikke ejer affaldsenergianlæg, er 73%.

Erhvervsaffald er nemmere og enklere at genanvende, da det ofte er ensartede rester fra produktion og nyttiggørelse af byggeaffald, hvorimod borgernes affald består af sammensatte emballager og produkter, som består af mange materialer.

Genanvendelsen stiger

Samlet set sorterer borgerne fortsat mere og mere affald til genanvendelse. I 2011 gik 37% af husholdningsaffaldet til genanvendelse. Det tal var i 2018 steget til 48%.

På landets over 350 genbrugspladser sorteres der så meget, at det typisk er mindre 15% af affaldet herfra, der går til energiudnyttelse.