Fine visioner - men vejen dertil mangler fra klimaformandskab

Nyhed

Flotte visioner om affald – men svært at se vejen til CO2-reduktioner, som alle efterspørger. Det mener Brancheforeningen Cirkulær, efter at formandskabet for et af regeringens klimapartnerskaber har præsenteret ’hovedanbefalinger.’

Plastik3

Vi skal genanvende mere affald - men særligt plastik og plastikemballager er udfordrende. Foto: Brancheforeningen Cirkulær.

Det lyder flot, når formandskabet for regeringens klimapartnerskab for vand, affald og cirkulær økonomi siger, at vi i Danmark skal genanvende 90 pct. af vores affald. Men Danmark har ikke brug for flere visioner – vi har brug for konkrete CO2-reduktioner. Og der savner formandskabets forslag faglig tyngde sammenlignet med Klimarådets netop offentliggjorte rapport.

”Visionen om cirkulær økonomi er vigtig og rigtig – det arbejder vi også for i kommunerne og affaldsselskaber, som har løftet genanvendelsen af affald markant på få år. Men i stedet for flere flotte visioner havde vi hellere set forslag og anvisninger til konkrete CO2-reduktioner. Det er jo faktisk det, regeringen har efterspurgt,” siger Mikkel Brandrup, direktør i Brancheforeningen Cirkulær – interesseorganisation for kommuner og affaldsselskaber.

Klimarådet har fat i det rigtige

Meldingen kommer, efter at formandskabet for regeringens klimapartnerskab for vand, affald og cirkulær økonomi har præsenteret en række ’hovedanbefalinger’. Men ingen af disse fremstår gennemarbejdede sammenlignet med den rapport, Klimarådet præsenterede mandag, mener Brancheforeningen Cirkulær.

Vi bakker op om Klimarådets anbefalinger på affaldsområdet – da de rent faktisk er koblet med konkrete CO2-reduktioner, og underbygget med konkrete redskaber til, hvordan reduktionerne kan blive til virkelighed. Vi skal levere varen på blot 10 år, så der er brug for løsninger, der virker i virkeligheden,” siger Mikkel Brandrup.

Regeringens klimapartnerskaber er drevet af de største erhvervsorganisationer, som står for udarbejdelsen af anbefalingerne.

Styr på affaldet

At opnå klima og miljøgevinster fra affald kræver i det hele taget nogle langt mere konkrete og solide greb. Det vil kræve markante ændringer i vores produktion og forbrug, samt ansvarlige aktører, der sikrer miljø og klimagevinsterne – også, hvor det ikke kan betale sig.

”Mange plastikemballager og andre produkter er slet ikke designet til en cirkulær fremtid, og genanvendelsen er både omkostningstung og kompliceret – og ofte umulig. Der er lang vej fra visioner til virkelighed, og markedet har vanskeligt ved at levere, når det ikke kan betale sig. Affald koster penge – ikke kun at indsamle, men også når det skal genanvendes. Det efterlader desværre en risiko for, at det vil flyde til den ringeste behandling – også uden for landets grænser,” siger Mikkel Brandrup.

Klimarådet peger derfor eksempelvis på det drastiske – men muligvis nødvendige – i at opmagasinere plastikaffald på dansk grund, indtil vi har fundet de rigtige løsninger.

”Det er en stor styrke at have kommuner og affaldsselskaber med folkevalgte i spidsen, der har redskaberne til at sikre den udvikling, vi ønsker – og holde snor i omkostninger og miljø. Vi skal kunne se borgerne i øjnene og sige, at det nytter, når vi beder dem sortere affald for en bedre fremtid. Uden styring risikerer Danmark bare at eksportere sine miljø- og CO2-problemer til andre lande”, siger Mikkel Brandrup, direktør i Brancheforeningen Cirkulær.