Putins krig og energikrisen bør betyde stop for nedlukning af affaldsforbrænding

Debat

Energikrisen og klimakrisen gør, at det ikke er nu, vi skal reducere kapaciteten - og dermed varmeproduktionen - fra affaldsforbrænding med 30 pct. På tværs af aktører lyder det, at affaldsenergianlæg bør stå forrest i rækken når støtte til CO2-fangst fordeles. I stedet for nedlukninger skal vi derfor have stabile samt vedvarende investeringsmuligheder til CO2-fangst, skriver Henrik Friis i Energy Supply.

fjernvarmerør-kredsløb

Hvis affaldsforbrændingskapaciteten skal reduceres med 30 pct. frem mod 2030, svarer det til at afskære 140.000 husstande fra fjernvarme, hvor der så skal findes andre fjernvarmekilder. Foto: Kredsløb.

Af Henrik Friis, direktør, Brancheforeningen Cirkulær.

I mandags erklærede Energistyrelsen sammen med andre europæiske lande early warning i gasberedskabet. Vi skal derfor nu forberede os på, at der kan komme en decideret forsyningskrise. Baggrunden er, at Rusland har reduceret gasforsyningen til Tyskland via Nord Stream 1 med 60 pct.

Det kommer i kølvandet på en række nedlukninger af gasforsyninger til Polen, Bulgarien, Finland og senest Ørsted, som dog ikke sker direkte, men via de europæiske forsyningsrør. Finland har også fået lukket for strømmen fra Rusland.

Alt tyder på, at nedlukningen af gasleverancerne fortsætter og sammen med den sjette EU-sanktionspakke med delvis forbud mod import af russisk olie bevæger vi os mod en energikrise, som kan sammenlignes med de store energikriser i 1973 og 1979, med vedvarende og nok også endnu højere energipriser.

Det er derfor ikke nu, at vi skal reducere varmeproduktionen fra affaldsforbrændingen med 30 pct., der er den billigste produktion af fjernvarme. Vi har aldrig som nu haft brug for denne varmekilde, som forsyninger mere end 470.000 husstande med fjernvarme.

Regeringen og forligskredsen bag klimaplanen for affaldssektoren har dog besluttet, at affaldsforbrændingskapaciteten skal reduceres med 30 pct. frem mod 2030 gennem en konkurrenceudsættelse. Det svarer til at afskære 140.000 husstande fra fjernvarme, hvor der så skal findes andre og dyrere energikilder. Samtidig ønsker regeringen, at 200.000 nye husstande kobles til fjernvarmen for at vi kan blive uafhængige af de russiske gasforsyninger. Det hænger ikke fornuftigt sammen.

Aktører peger på CO2-fangst på affaldsenergianlæg

Ud fra en klimamæssig betragtning er det heller ikke oplagt at lukke affaldsforbrændingsanlæg. Flere aktører – herunder regeringen selv – peger på netop affaldsforbrændingen som oplagt at etablere CO2-fangst på. Senest peger fem grønne organisationer (Danmarks Naturfredningsforening, Greenpeace, Rådet for Grøn Omstilling, Klimabevægelsen og Verdens Skove) helt korrekt på, at vi trods stadigt mere affaldssortering fortsat vil have restaffald i fremtiden, der bedst udnyttes ved at blive omdannet til energi. Derfor bør CO2-fangst prioriteres her fremfor på biomasseværker, påpeger de.

Det er for nyligt blevet gentaget af Concito, Klimarådet og EA Energianalyse, som alle mener, at det kommende CO2-fangst-udbud oplagt bør gå til affaldsforbrændingsanlæg.

Med CO2-fangst kan affaldsforbrændingsanlæggene endda skrue op for produktionen af fjernvarme, da processen med at indfange CO2 giver overskudsvarme, der øger varmeproduktionen med 20-25 pct.

Samtidig kan CO2-fangsten sammen med Power-to-X producere flydende grønt brændstof til f.eks. fly og tung transport. Derfor er det også vigtigt at skabe stabile investeringsrammer for affaldsforbrændingssektoren, så der sker de nødvendige investeringer til CO2-fangst og den grønne omstilling.

Vi skal derfor ikke nu lukke ned for affaldsforbrændingen, men fjerne truslen for nedlukninger og give stabile samt vedvarende investeringsmuligheder til CO2-fangst, hvor der årligt er et fangstpotentiale på 2 mio. ton CO2.

Fakta:

Antal husstande med fjernvarme 2021: 1.812.332
Andel husstande med affaldsvarme, pct.:   26,10%
Antal husstande, affaldsvarme dækker: 473.019
Kapacitetsreduktion, pct.: 30,00%
Antal husstande, der mister affaldsvarme: 141.906

Kilde: Beregninger med data fra Energistatistik 2020, Energistyrelsen (varmeproducerende anlæg) og Danmarks Statistik (boliger efter opvarmning).

Note: Der er i beregningen ikke taget hensyn til, at der er forskellig varmeproduktion pr. ton affald på de forskellige anlæg. Beregningen tager derfor udgangspunkt i, at de anlæg, der lukkes eller reducerer deres varmeproduktion, har en gennemsnitlig varmeproduktion pr. ton affald.

Debatindlægget er bragt i Energy Supply 22. juni 2022.

Kontakt

hanne johnsen
Specialkonsulent
2347 2678