Cirkulær økonomi er mere end affaldshåndtering – og derfor får vi nyt navn

Pressemeddelelse

Den 1. september skifter Dansk Affaldsforening navn til Brancheforeningen Cirkulær. Det afspejler, at cirkulær økonomi er meget mere end affaldshåndtering – og at forventningerne til kommunernes rolle i omstillingen er tårnhøje.

himmel-1

Danmark står midt i en omstilling. En omstilling, der betyder, at vores samfund bliver grønnere. Det kræver også, at vores ressourcer udnyttes så effektivt og bæredygtigt som muligt. Kort sagt skal Danmark omstilles til en cirkulær økonomi.

Men cirkulær økonomi er meget mere end affaldssortering- og håndtering – og det stiller nye og anderledes krav til den kommunale affaldssektor.

Derfor skifter Dansk Affaldsforening navn og bliver til Brancheforeningen Cirkulær.

”Omstillingen til cirkulær økonomi kræver langt større fokus på affaldsforebyggelse, genbrug, reparation, design af produkter og økonomiske incitamenter der styrker f.eks. flergangsemballager fremfor engangsemballager. Det stiller nye krav til den kommunale affaldssektor. Og nye krav til os som interesseorganisation. Derfor hedder vi nu Brancheforeningen Cirkulær,” siger Arne Boelt, formand for Brancheforeningen Cirkulær.

Den kommunale affaldssektor spiller fortsat en nøglerolle i omstillingen – og forventningerne til, at sektoren kan bidrage til at udfylde den rolle, er tårnhøje.

”Politikerne forventer med rette, at vi i den kommunale affaldssektor bidrager. Vi støtter mere affaldssortering, og har realiseret den landspolitiske vision om sortering i 10 fraktioner. Vi skruer op for bytte, reparation og direkte genbrug på genbrugspladserne sammen med blandt andet velgørende organisationer. Og vi er også klar til at tage fat om den store opgave, det er helt at undgå affald,” siger Arne Boelt. 

Især det sidste kræver gentænkning af de strukturer i vores samfund der muliggør – eller forhindrer – helt at undgå affald. Derfor skal hele den offentlige samtale om cirkulær økonomi flyttes et helt andet sted hen – og det afspejler navneskiftet også, fremhæver Arne Boelt.

”De seneste mange år har cirkulær økonomi stort set kun handlet om affaldssortering, håndtering og organisering. Men nu skal vi altså videre. Vores EU-rekord i affaldsmængder kan vi nemlig ikke sortere og organisere os ud af. Vores mål er, at samtalen og ambitionerne om konkrete tiltag, der kan sikre mere genbrug og mindre affald, kommer langt højere op på nationalt plan,” siger Arne Boelt.

Kontakt

Arne Boelt
Formand, Brancheforeningen Cirkulær (for Nordværk)
41 22 30 69