Ny publikation: Sådan bidrager affaldssektoren til at nå verdensmålene

Nyhed

I dag er det fire år siden, stats- og regeringsledere fra hele verden vedtog FN’s Verdensmålene. I den anledning udgiver Brancheforeningen Cirkulær publikationen ’Affaldssektoren og verdensmålene’, der giver redskaber og inspiration til arbejdet med verdensmålene i den danske affaldssektor.

Verdensmål

På årsdagen for vedtagelsen af FN’s Verdensmål udgiver Brancheforeningen Cirkulær publikation ’Affaldssektoren og verdensmålene’, som indeholder både konkrete vejledninger til arbejde med verdensmålene og spændende cases fra sektoren. 

Formålet med publikationen er at vejlede og inspirere kommuner og affaldsselskaber til at arbejde med verdensmålene, samt at fortælle om de spændende projekter og initiativer, der allerede foregår i sektoren.

Verdensmål for klima og miljø kræver handling

Danmark har allerede opfyldt flere verdensmål og er tæt på at opfylde endnu flere. Der ligger dog stadig et stort arbejde i de kommende år for Danmark, især for at nå målene vedrørende klima og miljø. Her spiller den danske, kommunale affaldssektor en vital rolle. 

Som en af de bedste og mest effektive i verden bidrager dendanske affaldssektor hver dag til opfyldelse af verdensmålene på flere forskellige parametre. Det skyldes i høj grad sektorens mangeårige arbejde med den tredobbelte bundlinje; miljø, samfund og økonomi. 

’Affaldssektoren og verdensmålene’ er tilgængelig her på siden.

Den indgår i Dansk Affaldsforenings arbejde med verdensmålene, som bl.a. også omfatter verdensmålsprisen, der gives til et medlem, som har gjort en ekstraordinær indsats for bidrage til Danmarks opfyldelse af verdensmålene.